97-årig kan få historisk dom for rolle i tusindvis af nazidrab
I dag 97-årige Irmgard Furchner blev kørt ind til retssagen i kørestol, da den begyndte sidste år. Af hensyn til hendes sikkerhed må medier ikke bringe billeder, hvor man kan se, hvordan hun ser ud. (Arkivfoto). Foto: Pool/Reuters
Sagen mod en kvinde anklaget for medvirken til massedrab i nazitiden er potentielt den sidste af sin slags.
En opsigtsvækkende sag i Tyskland nærmer sig sin afslutning.
En domstol i Itzehoe, Nordtyskland, ventes tirsdag at afsige skyldkendelse og formentlig også endelig dom i sagen mod den 97-årige kvinde Irmgard Furchner.
Hun er tiltalt for medvirken til over 10.000 drab, mens hun arbejdede som en slags sekretær for lederen af Nazitysklands koncentrationslejr Stutthof i det besatte Polen under Anden Verdenskrig.
Hun er den første kvinde i årtier til at blive retsforfulgt i Tyskland for forbrydelser under nazitiden.
Og anklagere siger, at det kan være en af landets sidste retssager, der handler om forbrydelser begået under holocaust.
For 77 år efter afslutningen på Anden Verdenskrig er tiden ved at løbe ud for at nå at retsforfølge personer, der begik forbrydelser under holocaust.
- Retssagen har afsindig stor historisk betydning.
- Det er potentielt den sidste af sin slags på grund af tidens gang, sagde statsanklager Maxi Wantzen på en af de sidste retsdage i slutningen af november.
De senere år er flere af den type retssager opgivet, fordi de anklagede enten er døde eller har været fysisk ude af stand til at møde op.
Irmgard Furchner var bare teenager, da hun arbejdede i koncentrationslejren og ifølge anklagerne medvirkede til "grusomme og ondskabsfulde" forbrydelser.
Sagen bliver derfor ført ved en ungdomsdomstol. Selv om det altså er en 97-årig kvinde i kørestol, som er den tiltalte.
Under næsten hele retssagen har hun nægtet at give sit syn på sagen.
For små to ugers tid siden kom Irmgard Furchner dog med en - hos ofrene - længe ventet undskyldning.
- Jeg er ked af alt, hvad der skete, sagde Furchner i retten.
- Jeg fortryder, at jeg var i Stutthof, da det fandt sted.
Hendes forsvarer argumenterer dog stadig for, at hun skal frikendes, fordi der ikke er fremført tilstrækkeligt bevis for, at hun som sekretær kendte til massedrabene.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker