Håbet om at finde flere overlevende efter det kraftige jordskælv i Christchurch i New Zealand tirsdag svinder time for time.
Redningsmandskab har torsdag morgen fundet 98 døde i ruinerne i Christchurch. Men antallet af omkomne er med sikkerhed betydelig større, siger den lokale politichef i byen, Dave Cliff.
Samtidig er antallet af savnede sat op og er nu på 226, og myndighederne frygter, at også de er døde. 120 af de savnede formodes at befinde sig i ruinerne af blot en bygning.
- De indikationer, vi får fra politiet, er, at tabet af liv kan være mere betydeligt, end vi nogensinde har forestillet os, siger den newzealandske premierminister, John Key.
- Politiet har været i kontakt med et par hundrede familier, der klart har indikeret, at de savner en af deres kære, og politiet har al mulig grund til at tro, at de kan være døde, siger han.
Dermed står det klart, at jordskælvet tirsdag er den værste naturkatastrofe i New Zealand i næste 100 år.
Onsdag sagde politiet, at 75 personer var omkommet.
Selv om chancerne for at finde flere overlevende bliver mindre jo længere, der går, fortsætter redningsarbejdet med uformindsket styrke.
Regeringen har sendt alt disponibelt mandskab til Christchurch, og newzealænderne får hjælp fra adskillige andre lande, der har sendt redningsmandskab til New Zealand.
Torsdag ankommer yderligere 75 amerikanske, 60 japanske og 63 britiske redningsarbejdere til Christchurch. Taiwan har tilbudt at sende hjælp samtidig med, at Australien sender endnu et redningshold af sted.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker