99-årig kvinde får endelig dom om medvirken til nazi-forbrydelser

Da retssagen begyndte i 2021, flygtede den dengang 96-årige Irmgard Furchner fra sit plejehjem i en taxa. Hun blev fanget samme dag. (Arkivfoto). Foto: Christian Charisius/Ritzau Scanpix

På tirsdag bliver der afsagt endelig dom i sagen mod en 99-årig tidligere sekretær i koncentrationslejren Stutthof. Dommen kan skabe grundlag for fremtidige domme mod civile, der arbejdede for nazisterne.

Offentliggjort Sidst opdateret

En 99-årig tidligere sekretær i den tyske koncentrationslejr Stutthof får på tirsdag sin endelig dom.

I 2022 blev Irmgard Furchner dømt for under Anden Verdenskrig at have medvirket til systematisk at dræbe 10.505 mennesker i sit virke som stenograf for kommandanten i lejren.

Hun nægter sig dog skyldig. På tirsdag skal den tyske højesteret fælde den afgørende dom.

Den dengang 18- til 19-årige kvinde var i lejren under krigen med til at bestille materiale til produktionen af giftgassen Zyklon B.

Hun skrev desuden lister over, hvem der skulle deporteres til dødslejren Auschwitz og kunne fra kontorets vindue se fangerne.

Det skriver det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel.

Ifølge seniorstatsadvokat og leder for den tyske myndighed, der undersøger nazistiske forbrydelser, Thomas Will, er afgørelsen vigtig også for fremtidige sager.

Tidligere er Thomas Will blevet kaldt Tysklands førende nazi-jæger.

For hvis Irmgard Furchners dom står ved magt, betyder det, at også andre tidligere civile medarbejdere i nazisternes styre vil kunne dømmes.

- Vi efterprøver ikke længere kun tidligere sikkerhedsvagter i lejrene, men også andet personale. Det er en vigtig beslutning, der skal træffes nu, siger Thomas Will til Ritzau.

Retten vurderede i 2022, at det var udelukket, at Irmgard Furchner ikke bemærkede den allestedsnærværende lugt af lig i Stutthof og overhørte samtaler mellem nazi-officerer i lejren.

Men selv siger hun ifølge Der Spiegel, at hun dengang ikke forstod skrivebordsarbejdets konsekvenser.

Den tyske myndighed, der undersøger nazistiske forbrydelser, er stadig aktiv - på trods af, at antallet af nulevende gerningsmænd i nazitiden svinder ind.

I mere end 60 år har myndigheden gravet i gamle papirer om nazisternes forbrydelser i både ind- og udland.

Og selvom 99-årige Irmgard Furchner sandsynligvis er en af de sidste mistænke, der fortsat lever, er det ifølge Thomas Will ikke til at vide, om man kan nå at dømme flere.

Det er et kapløb mod uret.

Alligevel mener han, at jagten på mulige nazi-forbrydere har stor betydning.

- For ofrene er det vigtigt, at sagsbehandlingen finder sted. At skylden bliver fastslået i retten, og at der udmåles en straf, siger han.

På tirsdag skal en domstol på ny vurdere, om man kan stilles til regnskab for drab, når ens jobbeskrivelse var at sidde bag et skrivebord som 18-årig.

Ifølge Thomas Will er svaret på det spørgsmål ja. For Stutthof var en lejr med massemord.

Mange mennesker døde i lejren alene på grund leveforholdene. Derfor er alle medarbejdere i lejren skyldige, mener Thomas Will.

- Det var ikke nødvendigt aktivt at dræbe for at udrydde mennesker. Drabsforsøget begyndte, lige så snart fangerne blev ført til lejren, siger han.

Afgørelsen på tirsdag i sagen mod Irmgard Furchner er derudover en mulighed for myndighederne til at sende et signal rettet imod den tyske højrefløj - særligt partiet AfD, der i målinger ser ud til at tiltrække stadig flere vælgere.

Det vurderer Wulf Kansteiner, professor i historie og erindringskultur ved Århus Universitet.

- Tyske myndigheder og institutioner er under pres. Det kunne opfattes som et symbolsk nederlag, hvis dommen bliver ændret, siger han.

Ifølge Wulf Kansteiner befinder den tyske såkaldte erindringskultur, der gjorde op med nazitidens forbrydere, sig i et opbrud.

Kløften mellem generationerne bliver større. De yngste tyskere fokuserer mindre på fortidens forbrydelser og mere på landets fremtid.

- Tidligere handlede erindringskulturen i høj grad om retfærdighed for ofrene og om at straffe de skyldige, siger han.

/ritzau/

Irmgard Furchners dom

- Irmgard Furchner blev ved landsretten i Itzehoe i 2022 idømt to års betinget fængsel.

- Retssagen varede i alt 14 måneder.

- Furchner fik en mildere dom, fordi hun var så ung, da forbrydelsen fandt sted.

- Da retssagen begyndte i 2021, flygtede hun fra sit plejehjem i en taxa, men blev fanget efter få timer.

- For at vurdere forholdene i Stutthof, besøgte dommerne i 2021 den tidligere koncentrationslejr.

- I den 14 måneder lange retssag sagde Furchner stort set ikke et ord. Først i det sidste retsmøde udtalte hun sig. Hun sagde: "Jeg beklager alt, hvad der er sket, og jeg fortryder at have været i Stutthof. Mere kan jeg ikke sige".

Kilder: Der Spiegel, Bild.de

/ritzau/

Igangværende sager med tråde til Nazityskland

- En sag om medvirken til drab i koncentrationslejren Buchenwald verserer hos den offentlige anklagemyndighed i Erfurt.

- To sager mod gerningsmænd i lejren Ravensbrück verserer hos den offentlige anklagemyndighed i Neuruppin og Coburg.

- Den offentlige anklagemyndighed i Hamborg efterforsker anklager om medvirken til mord i koncentrationslejren Neuengamme.

- En sag mod en gerningsmand i Sachsenhausen verserer hos den offentlige anklagemyndighed i Neuruppin.

Kilde: Der Spiegel

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu