Abbas: Straffedomstol skal undersøge drab på lille dreng
Det palæstinensiske selvstyre forbereder en appel til Den Internationale Straffedomstol efter drab på dreng.
Den Internationale Straffedomstol (ICC) vil meget snart modtage en appel om at undersøge en mordbrand på Vestbredden, hvor en halvandet år gammel palæstinensisk dreng fredag har mistet livet.
Det meddeler det palæstinensiske selvstyres præsident, Mahmoud Abbas.
- Vi er i gang med at forberede et dokument, som vil blive sendt til ICC, siger Abbas.
Præsidenten fordømmer "krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, som Israel hver dag begår mod det palæstinensiske folk".
Både Israels premierminister og forsvarsminister har fordømt ildspåsættelsen i landsbyen Duma som en terrorhandling.
Flere af den dræbte drengs familiemedlemmer er kommet alvorligt til skade i branden, blandt andre moren og en fireårig storebror, som begge er i kritisk tilstand.
Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) siger, at Israels regering bærer det fulde ansvar for mordbranden.
- Vi holder Israels regering fuldt ansvarlig for det brutale drab på det lille barn, Ali Saad Dawabsha. Det sker som direkte konsekvens af årtiers israelsk politik om ikke at straffe bosætternes terrorisme, siger Saeb Erekat fra PLO i en erklæring.
Fire jødiske bosættere mistænkes ifølge palæstinensiske sikkerhedskilder for brandstiftelsen.
Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, har lovet, at myndighederne søger de skyldige pågrebet så hurtigt som muligt og derpå straffet.
Israel vil ifølge Times of Israel sende forstærkninger til Vestbredden i tilfælde af uro i kølvandet på mordbranden og flere andre episoder.
Den palæstinensiske gruppe Hamas har udråbt fredagen som "vredens dag" efter flere drab på palæstinensere de seneste uger.
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker