Abbas: Uden byggestop spilder vi tiden

Få timer inden det midlertidige byggestop i bosættelserne udløber, opfordrer den palæstinensiske leder, Mahmoud Abbas, Israel til at forlænge det.

- Hvis Israel ikke lader byggestoppet fortsætte, vil fredsprocessen være spild af tid, siger Abbas.

Han talte søndag aften til en gruppe jødiske ledere i Paris. Mandag skal han have samtaler med Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, og den franske premierminister, Francois Fillon, om fredsprocessen.

Det 10 måneder lange, midlertidige stop for byggeri i bosættelserne på Vestbredden udløber ved midnat.

/ritzau/AFP

Palæstinensernes præsident kalder fredsforhandlingerne spild af tid, hvis Israel ikke forlænger byggestoppet for bosættelserne på Vestbredden.

Offentliggjort Sidst opdateret