Abbas udpeger rektor som ny premierminister
Præsidenten for det palæstinensiske selvstyre, Mahmoud Abbas, har bedt rektoren på Al-Najah-universitetet i byen Nablus, Rami Hamdallah, om at danne en ny regering.
- Præsident Abbas har bedt mig danne en ny regering, og det har jeg accepteret, siger Rami Hamdallah, som bliver ny premierminister.
Søndag var deadline for at finde en efterfølger til ekspremierminister Salam Fayyad, som forlod posten for knap to måneder siden.
- Den nye regering vil blive dannet i de kommende dage. De fleste ministre fra den tidligere regering vil blive. Jeg skal finde en ny finansminister.
Ifølge den palæstinensiske valglov har Rami Hamdallah tre uger til at præsentere en ny regering.
Mahmoud Abbas holdt søndag møde med Rami Hamdallah, der også er chef for valgkommissionen, i det palæstinensiske selvstyres hovedkvarter i Ramallah.
Den nye regering skal i første omgang blot fungere i tre måneder, hvorefter en ny regering, accepteret af begge de palæstinensiske hovedgrupperinger Fatah og Hamas, skal indsættes.
Hamas udtrykker skuffelse over Fatah-lederen Mahmoud Abbas, og kalder den ny regering for illegitim.
- Dette er en gentagelse af tidligere oplevelser og tiltag fra det palæstinensiske selvstyres præsident, Mahmoud Abbas.
- Det vil ikke løse problemer, og det kommer ikke til at styrke fællesskabet, siger en talsmand for Hamas i Gaza.
Hamas og Fatah udtalte i sidste uge, at en ny fælles regering vil blive præsenteret i løbet af tre måneder.
Den tidligere premierminister Salam Fayyad trak sig som premierminister midt i april.
Abbas og Fayyad kom op at toppes i forbindelse med en stadig stigende kritik af premierministerens økonomiske politik fra den regerende Fatah-bevægelse.
Men USA har arbejdet hårdt for, at den amerikansk uddannede økonom skulle blive på posten.
I marts trak den palæstinensiske finansminister Nabil Qassis sig fra sin post.
Fayyad godkendte hans afskedsbegæring, mens Abbas, som var i udlandet på det tidspunkt, afviste den. Fayyad var både finans- og premierminister, inden Qassis blev udpeget i maj 2012.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet