Abu Dhabi: Rusland og Ukraine enige om fangeudveksling

Ukrainske krigsfanger poserer til et foto efter en tidligere fangeudveksling på et ukendt sted. Fotoet blev udsendt i februar. De Forenede Arabiske Emirater siger fredag, at dets diplomater har fået Rusland og Ukraine til at enes om en ny fangeudveksling. Foto: Ukrainian Presidential Press Ser/Reuters

100 russiske fanger skal udveksles med 100 fanger fra ukrainsk side ifølge De Forenede Arabiske Emirater.

Offentliggjort Sidst opdateret

Rusland og Ukraine er enige om at udveksle 100 russiske krigsfanger med 100 ukrainske.

De Forenede Arabiske Emirater siger fredag, at dets diplomater har fået Rusland og Ukraine til at enes om en fangeudveksling.

Ruslands forsvarsministerium bekræfter fangeudvekslingen i en meddelelse på det sociale medie Telegram. Her fremhæves De Forenede Arabiske Emiraters "humanitære mægling". Også den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, bekræfter aftalen.

Det er tredje gang, at De Arabiske Emiraters udenrigsministerium har mæglet mellem Rusland og Ukraine i år. Emiraterne opfordrer fredag parterne til at gøre mere for en diplomatisk dialog og nedtrapning af krigen, skriver det statslige nyhedsbureau WAM i Emiraternes hovedstad, Abu Dhabi.

Ukraine og Rusland blev i januar enige om deres første udveksling af fanger i knap fem måneder. Det betød, at mere end 200 fanger fra hver side blev udvekslet som et resultat af komplekse forhandlinger, hvor De Forenede Arabiske Emirater var mægler.

Krigen har stået på i næsten to år.

/ritzau/Reuters