Adopteret russisk dreng dræbt af Texas-mor
En treårig adoptivdrengs død i Texas kan forværre en diplomatisk strid mellem USA og Rusland om adoptioner.
Ifølge de russiske myndigheder har en kvinde i Texas dræbt sin tre år gamle russiske adoptivsøn.
Ruslands børneombudsmand, Pavel Astatjov, skriver på Twitter, at barnet blev mishandlet til døde, og han beskylder det amerikanske udenrigsministerium for at have mørkelagt episoden.
- Det er endnu et tilfælde af umenneskelig tortur af russisk barn, som blev adopteret af amerikanske forældre, siger det russiske udenrigsministeriums menneskerettighedskommissær, Konstantin Dolgov.
Drengen skal være afgået ved døden 21. januar i år.
Rusland har længe klaget over, at russiske adoptivbørn bliver behandlet dårligt i USA, og Moskva vedtog i december en lov, der forbyder adoptioner til USA.
Loven bliver dog opfattet som en reaktion på, at USA har blacklistet personer, der menes at være indblandet i advokaten Sergej Magnitskijs død.
Magnitskij var en russisk advokat, der afslørede korruption i Ruslands øverste ledelse. Han blev anholdt og sad varetægtsfængslet i næsten et år.
Kort før politiet var forpligtet til at ophæve varetægtsfængslingen i slutningen af 2009, døde han under endnu uopklarede omstændigheder i sin celle.
Dolgov siger, at det amerikanske udenrigsministerium ikke har bistået de russiske myndigheder med at kaste lys over sagen omkring den dræbte dreng i Texas. I Moskva overvejes det at rejse tiltale mod adoptivmoren i Rusland.
Talsmænd for politiet og myndighederne i Ector-county i Texas, hvor drengen boede, siger til CNN, at sagen er ved at blive efterforsket.
Den amerikanske Magnitskij-lov, som præsident Barack Obama underskrev i december, nægter russiske menneskerettighedskrænkere indrejse i USA og gør det muligt at indefryse ethvert beløb, som de samme personer har anbragt i USA.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde