Lønninger og bonusser på Wall Street må ikke igen løbe løbsk. Det skal undgå, at man vender tilbage til den spekulant-æra, der eksisterede før sidste års finanssammenbrud, hedder det i en advarsel fra talsmanden for Det Hvide Hus, Robert Gibbs.
Gibbs sagde, at bonusser må baseres "på en rimelig vurdering af risiko, ikke spekulation".
Advarslen kommer efter medierapporter om, at der lidt over et år efter finanskrisens udbrud tilsyneladende atter er plads til klækkelige bonusser i USA's finanssektor.
Finansavisen Wall Street Journal skriver, at store amerikanske banker og finanshuse er på vej til at betale ledende ansatte omkring 140 milliarder dollar (over 700 milliarder kroner) i år. Det er rekord.
Medarbejdere i de 23 førende investeringsbanker og investeringsfonde, depotbestyrere og aktie- og valutahandlere kan regne med at tjene endnu mere, end de gjorde i 2007. Det var året, umiddelbart før boblen bristede. Det viser Wall Street Journals analyse, som omfatter første halvår i år.
De højere bonusser kommer på et tidspunkt, hvor den økonomiske vækst stadig er blodfattig, og ledigheden i USA er på vej op på 10 procent.
Wall Street Journal forklarer de voksende bonusser med, at det er andre faktorer, som påvirker lønniveauet i finanssektoren. For banker og finanshuse er det vigtigere, at aktiekurserne nu atter stiger, og at der er ved at komme gang i långivningen.
Flere af de 23 firmaer har modtaget milliarder af dollar i økonomisk støtte af den amerikanske forbundsregering for at afværge, at de blev ofre for krisen.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker