Advarselssystemer mod ekstremt vejr redder liv og skal udbredes
Klimarelaterede katastrofer i Afrika handler i de fleste tilfælde om tørke, som her i Afrikas Horn. 95 procent af de klimarelaterede dødsfald i Afrika mellem 1970 og 2021 skyldtes tørke ifølge WMO. (Arkivfoto). Foto: Yasuyoshi Chiba/Ritzau Scanpix
De fattigste lande rammes hårdest af klimarelaterede katastrofer. Mange af dem mangler ifølge FN vigtige systemer, som kan advare om ekstremt vejr og redde liv.
Ritzau RitzauJens Bjarke Holst/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Klimaforandringerne fører til flere og flere katastrofer. Men langt færre i dag end tidligere dør, når naturen og vejret raser.
Det viser nye tal fra Den Meteorologiske Verdensorganisation (WMO).
FN-organisationen har kigget et halvt århundrede tilbage og opgjort, hvor mange klimarelaterede katastrofer der har været, og hvad der har forårsaget dem.
Dertil har den også undersøgt, hvad katastroferne har kostet i penge og menneskeliv.
Og det er ikke så lidt. Mellem 1970 og 2021 blev der globalt registreret 11.778 klimarelaterede katastrofer.
Annonce
De har kostet lige over to millioner mennesker livet og forårsaget økonomiske tab på 4300 milliarder dollar - 29.638 milliarder kroner.
Der er også et positivt strejf i tallene. De viser, at antallet af dræbte i katastrofer er faldet markant over årene, selv om katastroferne bliver hyppigere.
Mellem 1980 og 1989, hvor tallet var højest, døde 666.877 mennesker i klimakatastrofer. Det var i perioden 2010-2019 faldet til 184.436 dødsfald.
Forklaringen er ifølge WMO advarselssystemer. Tidlige advarsler om ekstremt vejr redder liv.
Et eksempel på det kunne ses for nylig, da den voldsomme cyklon Mocha ramte Bangladesh og Myanmar.
- Den forårsagede omfattende ødelæggelse i Myanmar og Bangladesh og ramte de fattigste af de fattige. Tidligere ville både Myanmar og Bangladesh have haft dødstal på titusinder eller endda hundredtusinder af mennesker.
- Takket være tidligere advarsler og katastrofehåndtering er disse katastrofale dødsrater heldigvis historie. Tidlige advarsler redder liv, siger WMO-chef Petteri Taalas i en erklæring.
Det er særligt i verdens fattige lande, at katastrofer koster liv. For den opgjorte periode på 50 år er over 90 procent af de globale dødsfald relateret til klimakatastrofer registret i udviklingslande.
- De mest udsatte samfund udsættes desværre for størstedelen af vejr-, klima- og vandrelaterede farer, siger Petteri Taalas.
#MeteoWorld: Early warnings work. They must work for everyone.
Join opening discussions at the World Meteorological Congress focusing on #EarlyWarningsForAll.
— World Meteorological Organization (@WMO) May 22, 2023
Mens antallet af dræbte i klimakatastrofer falder, stiger de økonomiske tab forårsaget af katastroferne.
Annonce
Årti for årti er tabene blevet større og større. I perioden 1970-1979 var de økonomiske tab 183,9 milliarder dollar.
Det er mere end ottedoblet over årene, så de økonomiske tab i perioden 2010-2019 var 1476,2 milliarder dollar.
Over 60 procent af de økonomiske tab er registreret i velstående lande.
Udgifterne har dog i langt de fleste tilfælde ikke gjort større indhug i landenes økonomier, eftersom de økonomiske tab oftest har udgjort mindre end 0,1 procent af landenes bruttonationalprodukt, bnp.
Til sammenligning har flere katastrofer i de fattigste lande kostet op mod 30 procent af landenes bnp.
På nogle små østater har katastrofer endda ført til tab på over 100 procent af bnp.
Regionen Emilia-Romagna i det nordlige Italien er ramt af store oversvømmelser som følge af enorme mængder regn på kort tid. Klimarelaterede katastrofer ventes at blive flere i fremtiden i takt med de globale temperaturstigninger. Foto: Andreas Solaro/Ritzau Scanpix
FN har et mål om, at alle personer i verden skal være beskyttet af tidlige advarselssystemer senest ved udgangen af 2027.
De redder liv og mindsker de økonomiske tab ved klimakatastrofer betragteligt, lyder det.
I dag har kun halvdelen af verdens lande sådanne systemer. Særligt små østater og de mindst udviklede lande, som er de mest udsatte, halter efter.
/ritzau/
Regional opgørelse over tab
* Afrika: 1839 klimarelaterede katastrofer mellem 1970 og 2021. De forårsagede 733.585 dødsfald og gav økonomiske tab på 43 milliarder dollar.
* Asien: 3612 klimarelaterede katastrofer mellem 1970 og 2021. De forårsagede 984.263 dødsfald og gav økonomiske tab på 1400 milliarder dollar.
* Sydamerika: 943 klimarelaterede katastrofer mellem 1970 og 2021. De forårsagede 58.484 dødsfald og gav økonomiske tab på 115,2 milliarder dollar.
* Nordamerika, Mellemamerika og Caribien: 2107 klimarelaterede katastrofer mellem 1970 og 2021. De forårsagede 77.454 dødsfald og gav økonomiske tab på 2000 milliarder dollar.
* Det sydvestlige Stillehavsområde: 1493 klimarelaterede katastrofer mellem 1970 og 2021. De forårsagede 66.951 dødsfald og gav økonomiske tab på 185,8 milliarder dollar.
* Europa: 1784 klimarelaterede katastrofer mellem 1970 og 2021. De forårsagede 166.492 dødsfald og gav økonomiske tab på 562 milliarder dollar.
Kilde: WMO.
/ritzau/
Cyklonen Mocha ramte for nylig flygtningelejre i Bangladesh. Tidlige advarsler om, at den var på vej, har potentielt reddet titusinder af liv ifølge WMO-chef. (Arkivfoto). Foto: Sai Aung Main/Ritzau Scanpix
Seneste artikler
Kommende læger har valgt øerne til: - Basen her er ret god
Han tog fra Australien til Marielyst for at passe på strandgæsterne
Nu har kendt læge slået cafédørene op
Skriv til os: Hvordan klarer du dig i varmen?
Flere patruljer rykkede ud: 51-årig anholdt for grov vold
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Ulovligt hotel: Kommunen fandt 52 sengepladser i enfamiliehus
Gård til salg for svimlende millionbeløb
Medie: Ny rockerboss har lokale rødder
Besparelse splitter byrådet: Nu sænkes beredskabet på øerne