Advarselssystemer skal afværge en gentagelse af katastrofen i 2004

Det står i dag tilbage som en af dødeligste katastrofer i moderne historie.

Torsdag den 26. december er det 20 år siden, at et jordskælv i Det Indiske Ocean udløste kæmpemæssige bølger, som gik i land og skabte enorme ødelæggelser ved kystområderne i særligt Indonesien, Sri Lanka, Indien og Thailand.

Over 226.000 døde i forbindelse med tsunamien 2. juledag i 2004.

Over 30 meter høje tsunamibølger nærmest udslettede nogle områder, splittede familier ad, efterlod hundredtusinder af hjemløse og dræbte tusindvis af turister på vinterferie på de varme strande.

- Mine børn, kone, far, mor og alle mine søskende blev skyllet væk, siger den indonesiske fisker Baharuddin Zainun, der overlevede tsunamien, til AFP.

- Den samme tragedie oplevede mange andre.

Jordskælvet havde sit epicenter i vandet vest for den nordligste del af Indonesien og blev målt til en styrke på 9,1, hvilket gør det til et af de kraftigste nogensinde målt.

Indonesien blev værst ramt af bølgerne, der nåede en topfart på over 800 kilometer i timen.

Mere end 160.000 døde i Indonesien. Dødstallet menes at være endnu højere, fordi mange aldrig blev fundet eller identificeret i vandmasserne og ruinerne.

Bølgerne kom stort set uden varsel, fordi der dengang ikke var nogen advarselssystemer i Det Indiske Ocean.

Det er der kommet siden. I dag er der globalt 1400 stationer, der sender advarsler, få minutter efter at en tsunamibølge er dannet.

Den indonesiske lærer Marziani mistede et barn i tsunamien i 2004. Det kunne være undgået, tror hun, hvis de var blevet advaret i tide.

- Bjerget var ikke langt væk. Vi kunne have løbet væk, siger hun til AFP.

Manglen på et ordentligt advarselssystem i 2004 gjorde katastrofens konsekvenser langt større, end de ville have været i dag.

Ifølge eksperter på området er vi i dag bedre beredt end nogensinde, fordi der er blevet investeret millioner af dollar i advarselssystemer.

De påpeger dog samtidig, at konsekvenserne af en tsunami aldrig helt kan undgås, fordi det er så voldsom en naturkraft.

Tsunamier er sjældne, men er en af Jordens farligste slags naturkatastrofer. Ifølge FN bor omkring 700 millioner mennesker i områder, hvor der er risiko for, at en tsunami kan ramme.

I Banda Aceh, en af hårdest ramte byer i 2004, går indonesiske 69-årige Djafaruddin rundt mellem scootere og turister, mens der er liv og glade dage.

Scenen var en helt anden for to årtier siden, hvor han hjalp med at bjerge lig.

- Jeg skreg og græd. Det var utænkeligt, at det kunne ske. Det var, som om det var enden på verden, siger han.

I Thailand husker Pirun Kla-Talay tydeligt den katastrofale dag, hvor han som otteårig med et blev forældreløs.

Han kiggede på fugle, da han hørte en mystisk lyd.

- Som øboer kendte jeg bølgernes lyd. Men den lyd var ikke normal, siger han til AFP.

Han løb afsted for at advare sine naboer og satte selv kurs mod højderne. Derfra kunne han se de voldsomme bølger ødelægge alt på deres vej.

- Jeg troede ikke, at jeg ville overleve, siger han.

Pirun Kla-Talays hus lå nær kysten, og begge hans forældre omkom.

Drengen, der plejede at elske at lege i vandet, blev pludselig skrækslagen for havet. Lyden af bølgerne vækkede ham om natten.

I dag har han sluttet fred med havet. Den i dag 28-årige mand er fisker og sejler hver dag ud på havet, der tog livet fra hans forældre.

For ham gælder det samme som for mange andre, der overlevede tsunamien.

- Havet gør mig glad og ked af det på samme tid. Det minder mig om tab, men har også formet mig til den, jeg er i dag.

/ritzau/AFP