Advarselssystemer skal afværge en gentagelse af katastrofen i 2004
28-årige Pirun Kla-Talay fra Thailand mistede begge sine forældre i tsunamien, men har siden sluttet fred med havet. I dag er han fisker. Foto: Manan Vatsyayana/Ritzau Scanpix
En tsunami skabte død og ødelæggelse 2. juledag 2004. De enorme bølger kom nærmest uden varsel. Det var ikke sket i dag, hvor advarselssystemer er på plads.
Det står i dag tilbage som en af dødeligste katastrofer i moderne historie.
Torsdag den 26. december er det 20 år siden, at et jordskælv i Det Indiske Ocean udløste kæmpemæssige bølger, som gik i land og skabte enorme ødelæggelser ved kystområderne i særligt Indonesien, Sri Lanka, Indien og Thailand.
Over 226.000 døde i forbindelse med tsunamien 2. juledag i 2004.
Over 30 meter høje tsunamibølger nærmest udslettede nogle områder, splittede familier ad, efterlod hundredtusinder af hjemløse og dræbte tusindvis af turister på vinterferie på de varme strande.
- Mine børn, kone, far, mor og alle mine søskende blev skyllet væk, siger den indonesiske fisker Baharuddin Zainun, der overlevede tsunamien, til AFP.
Annonce
- Den samme tragedie oplevede mange andre.
Jordskælvet havde sit epicenter i vandet vest for den nordligste del af Indonesien og blev målt til en styrke på 9,1, hvilket gør det til et af de kraftigste nogensinde målt.
This year marks the 20th anniversary of the Indian Ocean Tsunami, where more than 230,000 people lost their lives.
Indonesien blev værst ramt af bølgerne, der nåede en topfart på over 800 kilometer i timen.
Mere end 160.000 døde i Indonesien. Dødstallet menes at være endnu højere, fordi mange aldrig blev fundet eller identificeret i vandmasserne og ruinerne.
Bølgerne kom stort set uden varsel, fordi der dengang ikke var nogen advarselssystemer i Det Indiske Ocean.
Det er der kommet siden. I dag er der globalt 1400 stationer, der sender advarsler, få minutter efter at en tsunamibølge er dannet.
Den indonesiske lærer Marziani mistede et barn i tsunamien i 2004. Det kunne være undgået, tror hun, hvis de var blevet advaret i tide.
- Bjerget var ikke langt væk. Vi kunne have løbet væk, siger hun til AFP.
Manglen på et ordentligt advarselssystem i 2004 gjorde katastrofens konsekvenser langt større, end de ville have været i dag.
Ifølge eksperter på området er vi i dag bedre beredt end nogensinde, fordi der er blevet investeret millioner af dollar i advarselssystemer.
Annonce
De påpeger dog samtidig, at konsekvenserne af en tsunami aldrig helt kan undgås, fordi det er så voldsom en naturkraft.
Tsunamier er sjældne, men er en af Jordens farligste slags naturkatastrofer. Ifølge FN bor omkring 700 millioner mennesker i områder, hvor der er risiko for, at en tsunami kan ramme.
I Banda Aceh, en af hårdest ramte byer i 2004, går indonesiske 69-årige Djafaruddin rundt mellem scootere og turister, mens der er liv og glade dage.
Scenen var en helt anden for to årtier siden, hvor han hjalp med at bjerge lig.
- Jeg skreg og græd. Det var utænkeligt, at det kunne ske. Det var, som om det var enden på verden, siger han.
I Thailand husker Pirun Kla-Talay tydeligt den katastrofale dag, hvor han som otteårig med et blev forældreløs.
Indonesiske Baharuddin Zainun mistede både børn, kone, far, mor og søskende i tsunamien. - Den samme tragedie oplevede mange andre, siger han. Foto: Chaideer Mahyuddin/Ritzau Scanpix
Han kiggede på fugle, da han hørte en mystisk lyd.
- Som øboer kendte jeg bølgernes lyd. Men den lyd var ikke normal, siger han til AFP.
Han løb afsted for at advare sine naboer og satte selv kurs mod højderne. Derfra kunne han se de voldsomme bølger ødelægge alt på deres vej.
- Jeg troede ikke, at jeg ville overleve, siger han.
Annonce
Pirun Kla-Talays hus lå nær kysten, og begge hans forældre omkom.
Drengen, der plejede at elske at lege i vandet, blev pludselig skrækslagen for havet. Lyden af bølgerne vækkede ham om natten.
I dag har han sluttet fred med havet. Den i dag 28-årige mand er fisker og sejler hver dag ud på havet, der tog livet fra hans forældre.
Den indonesiske lærer Marziani mistede et barn i tsunamien i 2004. Det kunne være undgået, tror hun, hvis de var blevet advaret i tide. Foto: Chaideer Mahyuddin/Ritzau Scanpix
For ham gælder det samme som for mange andre, der overlevede tsunamien.
- Havet gør mig glad og ked af det på samme tid. Det minder mig om tab, men har også formet mig til den, jeg er i dag.
/ritzau/AFP
Kort om tsunamier
* En tsunami beskrives som havbølger med store bølgelængder (100-1000 kilometer).
* Bølgerne er oftest dannet af undersøiske jordskælv og bevæger sig med en hastighed på 500-1000 kilometer i timen over vand, men bremses nær kysten.
* Opbremsningen får bølgen til at rejse sig til en mur af vand - adskillige meter høj - der kan gøre voldsom skade på land.
* Tsunamier optræder især i Stillehavet, hvor de dannes i jordskælvsområderne langs pladegrænserne ud for kysterne.
Kilde: Den Store Danske.
/ritzau/
Mareridtet 2. juledag 2004
* Et kraftigt jordskælv målt til 9,1 ryster klokken 07.58,53 et område i havet ud for den indonesiske ø Sumatra den 26. december 2004.
* En del af havbunden bliver presset flere meter i vejret og forskubber 30 kvadratkilometer vand i en tsunami, som spreder sig i hele Det Indiske Ocean.
* Tsunamien er af hidtil uset størrelse og kraft og rammer 14 lande omkring Det Indiske Ocean.
* Provinsen Aceh i Indonesien bliver først ramt af en 35 meter høj bølge. Den bliver fulgt af yderligere syv store bølger.
* Halvanden time senere når tsunamien frem til Thailand og Myanmar med en ti meter høj bølge.
* Efter to-tre timer rammer bølgen Sri Lanka, den indiske delstat Tamil Nadu og den indiske øgruppe Andamanerne.
* Kystområderne i et dusin andre lande bliver også ramt. De sidste områder, hvor bølgen kan mærkes, er Mauritius, Reunion og Sydafrika omkring ni timer efter skælvet.
* Mindst 226.000 mennesker omkommer, herunder 46 danskere. Over 1,5 millioner mennesker bliver internt fordrevne. Det internationale samfund indsamler omkring 100 milliarder kroner i nødhjælp.
Kilder: Reuters, AFP, dpa.
/ritzau/
Den sydlige fiskerlandsby Ban Nam Khem i Thailand blev ødelagt af tsunamien. I dag er den genopbygget og igen fyldt med liv. Foto: Artorn Pookasook/Reuters
Billedet her viser til venstre ødelæggelser på gaden i indonesiske Banda Aceh, en af de hårdest ramte byer i 2004, efter tsunamien. Til højre ses samme gade i dag. Foto: Chaideer Mahyuddin, Bay Ismoyo/Ritzau Scanpix
Et skilt på stranden i Phuket, Thailand, viser evalueringsruten i tilfælde af en tsunami. Foto: Chanakarn Laosarakham/Ritzau Scanpix
Det er hårdt for indonesiske Djafaruddin at tænke tilbage på den skæbnefulde dag for 20 år siden, hvor han efterfølgende hjalp med at bjerge lig. - Det var, som om det var enden på verden, siger han. Foto: Chaideer Mahyuddin/Ritzau Scanpix
Seneste artikler
Når natklubberne lukker, rykker festen videre
Lottomillionær nummer 4.000 nærmer sig: Den allerførste var fra Lolland
Vilde Nykøbing FC slog rekorder i hvepseboet
Søstre har stor tilknytning til broerne: - En særlig dag for os med både glæde og vemod
Ny minister til Folketidende: - Sikke’ en folkefest
Mest læste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland
Shelter brændt ned: Politiet efterforsker som brandstiftelse
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen