Advokat: Breivik har ret til at tale

Sådan lyder meldingen i Oslo Byret fra hans ledende forsvarsadvokat, Geir Lippestad, hvor retssagen mod den 33-årige Breivik startede mandag morgen.

- Jeg har stor forståelse for de efterladtes synspunkter, når de siger, at denne retssag ikke skal blive en talerstol for den tiltalte, lyder det fra Lippestad.

- Men han har en ret til at forklare sig. Det er en grundlæggende ret i norsk lov. Og det er en menneskeret, tilføjer advokaten.

Geir Lippestad erkender, at det kan være mere end vanskeligt at forstå Breiviks verdensbillede. Alligevel skal man ikke lægge låg på hans forklaring, lyder det.

- Det er meget vigtigt at høre mandens ideologi, og hvorfor han gjorde, som han gjorde, siger Lippestad.

Den højreekstremistiske Breivik har tidligere - gennem netop sine forsvarsadvokater - sagt, at Norge og vestlig kultur er ved at blive løbet over ende af muslimske kræfter.

Derfor hævder Breivik at have handlet i nødværge, da han med koldt blod henrettede 69 personer på Utøya og raserede regeringskvarteret i Oslo med en gødningsbombe, som slog 8 ihjel.

Lippestad fastslår også, at Breivik ønsker at blive dømt som tilregnelig og dermed straffet med fængsel frem for tvungen psykiatrisk behandling.

Statsadvokat Svein Holden fortalte mandag, at politiet har gennemført 31 afhøringer af Anders Behring Breivik, som sammenlagt har taget 223 timer og 47 minutter.

Der er nedskrevet og ført 1137 sider til protokol i forbindelse med afhøringerne.

Tirsdag skal Breivik selv forklare sig i retssagen, når han udspørges af forsvarere og anklagere. Afhøringerne varer fem retsdage.

Lippestad siger, at hans klient ønsker at læse et dokument op i retten, som anslås at tage 30 minutter.

Hele retssagen er berammet til at vare 10 uger, og dommen ventes at falde senest 20. juli.

/ritzau/NTB

Selvom Anders Behring Breivik er en højreekstrem massemorder, som erkender at have slået 77 mennesker ihjel, har han alligevel ret til at blive hørt.

Offentliggjort Sidst opdateret