Advokat fører i ecuadoriansk valg skæmmet af drab på kandidat
Luisa Gonzalez slap bedste fra første runde i præsidentvalget i Ecuador med 33 procent af stemmerne. Foto: Karen Toro/Reuters
Luisa Gonzalez og Daniel Noboa skal mødes i anden runde af præsidentvalget i Ecuador til oktober.
Den venstreorienterede kandidat Luisa Gonzalez og den overraskende udfordrer Daniel Noboa har vundet første runde af præsidentvalget i Ecuador, der har været meget påvirket af drabet på kandidaten Fernando Villavicencio.
Gonzalez fik det bedste resultat. Hun har fået 33 procent af stemmerne med mere end 70 procent af stemmerne talt op.
Det viser tal fra landets valgmyndighed.
- Vi fejrer, fordi vi skriver historie. Selv om så mange af os er blevet ignoreret, begynder vi i dag at gå frem mod en anden historie, siger hun til journalister og tilhængere ved en valgfest i hovedstaden, Quito.
Tidligere lovgiver Daniel Noboa, der er søn af den prominente forretningsmand Alvaro Noboa, overraskede ved at få 24 procent af stemmerne.
- Det ecuadorianske folk har vundet. Ungdommens kandidat for de mennesker, der søger håb, som vil have forandring i Ecuador, har vundet, siger han til journalister i Guayaquil.
Noboa siger, at han glæder sig til anden runde af valget, der finder sted 15. oktober.
Villavicencio, der blev skudt og dræbt under valgkampen tidligere på måneden, stod til 16 procent af stemmerne.
Han var blevet erstattet af journalisten Christian Zurita, men fremgik stadig på stemmesedlen, fordi de var blevet printet inden drabet.
Zurita og en række andre kandidater erkendte deres nederlag søndag aften.
Flere kandidater lovede i valgkampen at bekæmpe den stigende kriminalitet i landet.
Den nuværende regering siger, at stigningen skyldes narkobander.
Den skrantende økonomi, der har forårsaget en stigning i arbejdsløshed og migration, var også på dagsordenen i valgkampen.
Mere end 82 procent af de stemmeberettigede var søndag i stemmeboksen. Det er obligatorisk at stemme i Ecuador.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker