Forud for mødet i Bruxelles var Sarkozy nemlig på besøg i den franske by Bayonne, som ligger i den baskiske region i det sydøstlige Frankrig.
Flere hundrede demonstranter var mødt op for at demonstrere mod præsidenten, og en række af de oprørte franskmænd begyndte pludselig at kaste æg efter den franske præsident.
Bombardementet endte med at blive så kraftigt, at Sarkozy måtte søge tilflugt i en lokal bar. Og der endte han med at blive så længe, at han kom for sent til møderne med sine kolleger i Bruxelles.
Sarkozy var egentlig i Bayonne for at møde vælgerne. Han håber på at blive genvalgt, når præsidentvalget bliver afviklet i maj og april.
Der skal have været både franske socialister og baskiske nationalister blandt demonstranterne, som den franske præsident betegner som bøller.
- Det gør mig ondt at se Hollandes militante socialister i ledtog med baskiske separatister i voldelige protester, som terroriserer almindelige mennesker, der bare vil møde mig og snakke med mig, siger Sarkozy.
François Hollande er Sarkozys største konkurrent i kampen om at blive fransk præsident. Lige nu fører Hollande i meningsmålingerne, men Sarkozy har på det seneste hentet en del af forspringet.
Samtidig med at demonstranterne kaster æg, er Frankrig ramt af en æggekrise af dimensioner. Nye regler har ført til 21 millioner færre producerede æg om ugen - og en prisstigning på hele 75 procent siden oktober.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde