Ærgerlig Macron maner til ro efter præsidenters mundhuggeri

Emmanuel Macron har efter fredagens møde mellem Trump og Zelenskyj talt i telefon med de to præsidenter. Frankrigs præsident maner til ro og besindighed. (Arkivfoto). Foto: Brian Snyder/Reuters

Emmanuel Macron betegner mødet mellem Trump og Zelenskyj som "en pressekonference, der gik galt".

Offentliggjort Sidst opdateret

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, maner til ro og besindighed efter fredagens møde i Det Hvide Hus mellem Donald Trump og Volodymyr Zelenskyj.

Det sker i et interview med den franske søndagsavis La Tribune Dimanche.

Mødet mellem USA's og Ukraines præsidenter i Washington D.C. endte i uenigheder og skænderier.

- Når ærgrelsen har lagt sig, skal alle forsøge at vende tilbage til roen, respekten og anerkendelsen, så vi kan gøre konkrete fremskridt.

- Det, der er på spil, er for vigtigt, siger Emmanuel Macron til avisen.

Frankrigs præsident betegner mødet som "en pressekonference, der gik galt". Han tror ikke, at uenighederne skal tolkes som "et brud".

Macron mener, at der nu skal afholdes en strategisk og fortrolig snak uden publikum for at få løst eventuelle misforståelser, siger han til avisen.

Efter fredagens ophedede møde i Det Hvide Hus, der skete for rullende kameraer, har Macron både talt i telefon med både Trump og Zelenskyj.

Formålet med fredagens møde i Det Hvide Hus var, at de to præsidenter skulle underskrive en mineralaftale, der ville give USA adgang til sjældne jordarter. Aftalen blev ikke underskrevet.

Det er uvist, hvordan den kuldsejlede mineralaftale vil påvirke USA's igangværende forhandlinger med Rusland om at opnå en fredsaftale for krigen i Ukraine.

Donald Trump udtalte efter mødet, at han ønsker en fredsløsning, men at Zelenskyj vil noget andet.

- Han leder efter noget and end mig. Han vil fortsætte og kæmpe, kæmpe, kæmpe, sagde Trump.

Danmarks udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M), betegnede lørdag mødet mellem Trump og Zelenskyj som en diplomatisk katastrofe. Det gjorde han i et interview med TV 2.

/ritzau/