Æsler er blevet et vigtigt transportmiddel og en livline i krigen i Gaza
Internt fordrevne palæstinensere bruger vogne trukket af æsler til at komme rundt i al-Zawayda-området i det centrale Gaza. Foto: Bashar Taleb/Ritzau Scanpix
Vogne trukket af heste eller æsler hører på vore breddegrader til i historisk tid, men ikke i Gaza. Her har krigens kaos gjort æsler til livsvigtig transport.
Ritzau RitzauFrank Jørgensen, Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Krigen i Gazastriben har efterhånden varet i næsten et år og to måneder, og lige nu er der ikke tegn på, at Israels militær og Hamas-bevægelsen er på vej til at indstille deres kampe og bombardementer.
Store dele af Gazastriben er ødelagt, og der er mangel på næsten alt. Det gælder også benzin og diesel til biler.
Det har medført, at æsler har fået en mere fremtrædende rolle, når det gælder transport.
I de palæstinensiske samfund har der traditionelt altid været æsler, der er brugt som arbejdsdyr, herunder til transport.
I denne tid er æslers rolle blevet langt vigtigere end før.
Annonce
Det ved Amina Abu Abu Maghasib noget om. Hele hendes indtægtsgrundlag hviler på et æsel.
Æslet trækker en vogn, som hun bruger som taxi i Gaza.
- Inden krigen solgte jeg mælk og yoghurt, og fabrikken transporterede mælken for mig, siger hun til nyhedsbureauet AFP i Deir el-Balah i den centrale del af Gaza.
- Nu har jeg kun den indtægt, som æslet og vognen kan give mig.
Ifølge AFP er vogne eller kærrer - en vogn med kun én hjulaksel trukket af æsler - en af de få transportmuligheder, der er i dagens Gaza.
Internt fordrevne indbyggere i Gaza flytter jævnligt med familier og ejendele og flygter for at komme væk fra luftangreb.
Israels militær udsender ofte evakueringsordrer for at få civile væk, inden der kommer et angreb og kampe med Hamas. Det sender tusindvis af mennesker på flugt i en fart, og så kommer de ud på gaderne med deres ejendele.
I sådanne situationer er æselkærrer eller -vogne ofte de eneste transportmidler, der kan få folk væk.
Kunderne til transporterne siger, at det er dyrt at bruge æselvogne.
Der er mange æselvogne i Gazastriben, hvor krigen har betydet, at der stort set ikke er benzin eller diesel til biler. Foto: Bashar Taleb/Ritzau Scanpix
- Jeg betaler 20 shekel (38 kr. red.) for at blive kørt fra Deir el-Balah til Nuseirat. Prisen er rystende, men under disse omstændigheder er det nok rimeligt, siger Marwa Yess.
Annonce
Hun fortæller, at distancen er omkring fem kilometer.
- I begyndelsen af krigen var jeg flov over at køre med æselkærre. Men nu er der ikke andre muligheder, siger kvinden, der er lærer og mor til tre.
Ifølge FAO, FN's landbrugsorganisation, var 43 procent af Gazas arbejdsdyr dræbt under krigen per august i år.
Blandt arbejdsdyr er æsler, heste og muldyr - en blanding mellem et æsel og en hest.
Ifølge FAO var der 2627 arbejdsdyr i live i august 2024.
De eneste udgifter, som Amina Abu Maghasib har til sit æsel, er foder. Men mad til såvel mennesker som til dyr er steget i pris under krigen.
Billedet er fra den 29. februar i år i Gaza By, hvor en æseltrukket vogn kører med en palæstinenser, der blev dræbt under tumult ved nødhjælpslastbiler. Den dræbtes pårørende er med på vognen. (Arkivfoto). Foto: Omar Al-Qattaa/Ritzau Scanpix
Hun fortæller, at når dagen er slut, har hun typisk tjent 20 shekel på æselkørsel, når hendes udgifter er betalt.
Da krigen begyndte, havde hun et æsel, men det blev ramt af granatsplinter i krigens begyndelse og overlevede ikke.
Det æsel, hun kører med nu, købte hun på afbetaling.
Abdel Misbah, en 32-årig mand, der er internt fordrevet fra Gaza mod det sydlige Gaza med sin familie på 20 personer, kører også rundt med Gazas indbyggere og varer i en æselvogn.
Annonce
Han fortæller AFP om foderpriser, der eksploderer.
- Jeg sørger for at fodre æslet godt, selv om prisen er eksploderet fra en pris på tre shekel per sæk foder til nu 50 shekel.
/ritzau/
Krigen i Gaza
* Den igangværende krig begyndte den 7. oktober 2023, da Hamas angreb Israel fra Gaza.
* Hamas sendte mange raketter mod Israel, trængte ind over grænsen og dræbte omkring 1200 israelere i kibbutzer, på en militærbase og på en musikfestival. Hamas tog omkring 250 gidsler med til Gaza.
* Israel gik kort efter til angreb på Hamas i Gaza og erklærede, at krigen stopper, når Hamas er udslettet.
* I sidste uge af november 2023 var der en uges våbenhvile, hvor en del israelske gidsler blev løsladt. En række palæstinensiske fanger blev løsladt fra israelske fængsler.
* Ifølge israelske medier er der stadig omkring 100 gidsler i Gaza. Det vides ikke, hvor mange af dem der er i live.
* Siden krigens begyndelse er over 44.200 palæstinensere ifølge Hamas blevet dræbt. Der er ikke overblik over, hvor mange af dem der er Hamas-folk. Israels regering siger, at per 21. november i år var 804 israelske soldater dræbt i krigen.
Kilder: Reuters og gov.il.
/ritzau/
Der er fuldt læs på denne æselvogn ved Jabalia i det nordlige Gaza den 12. november. Foto: Omar Al-Qattaa/Ritzau Scanpix
En mand med sit æsel og en vogn passerer en skraldeplads og bombede bygninger i Deir el-Balah. Gaza, 22 oktober 2024. Foto: Eyad Baba/Ritzau Scanpix
Seneste artikler
27-årig sigtet: Råbte og slog på ting i Nysted
Over en million pendlere kan få større fradrag fra juli
Tagarbejde endte i store skader på hus og nabohus
Tidligere byggematador Axel Juhl-Jørgensen er død - 94 år
Søger langs kysten efter 28-årig lollik: - Jeg oplever en stor tilslutning
Mest læste artikler
Birthe slog sig voldsomt - og hun er ikke alene: Nu reagerer Biltema
Blodet fossede ud efter fald ved Biltema: Så dukkede 'Pernille fra Væggerløse' op
Rækkehus i Stubbekøbing i brand
Fra drøm til virkelighed: Vejerboden åbner
Snart åbner lagersalg på Falster