AfD står til at vinde sit tredje tyske delstatsvalg på blot en måned

Plakater pryder Brandenburgs gader. Over halvdelen af vælgerne mener, at den nuværende socialdemokratiske ministerpræsident, Dietmar Woidke, skal blive på posten. Foto: Liesa Johannssen/Reuters

Søndag er der valg i den tyske delstat Brandenburg. Valgprognoserne peger på AfD som det største parti og det nuværende regeringsparti, SPD, som nummer to.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det højrenationale parti AfD ser ud til at have kurs mod endnu en sejr ved et delstatsvalg i Tyskland.

Søndag er der valg i den østlige delstat Brandenburg.

Det finder sted kun få uger efter to store sejre til AfD i delstaterne Sachsen og Thüringen.

I Brandenburg tegner sig et billede af et tæt løb, hvor AfD står til at få 28 procent af stemmerne mod 25 procent til socialdemokratiske SPD.

Det viser de seneste valgprognoser fra forskningsinstituttet INSA.

Og det billede er atypisk for Brandenburg.

Delstaten har været regeret af SPD i mere end 30 år - lige siden delstaten blev grundlagt efter murens fald.

Partiet AfD - Alternative für Deutschland - er kendt for at være særdeles kritisk over for indvandring og rummer desuden flere kontroversielle skikkelser i tysk politik.

Flere medlemmer af partiet kritiseres blandt andet for at være for tæt på grupperinger på den yderste højrefløj.

En af de kontroversielle skikkelser er AfD's spidskandidat i Brandenburg, Hans-Christoph Berndt. Han er af den tyske efterretningstjeneste blevet klassificeret som højreekstrem.

Ifølge den tyske tv-kanal ARD har Berndt afvist kritikken og i stedet sagt, at han vil afskaffe efterretningstjenesten.

Et udsagn, som dog kan blive svært at realisere. For selv om Brandenburg omkredser hovedstaden Berlin, er der lang vej for AfD til regeringsmagten i Forbundsdagen. På trods af partiets nylige succes ved flere delstatsvalg.

Det vurderer Poul Fritz Kjær, professor ved Institur for Business Humaniora og Jura ved CBS. Han har i mange år beskæftiget sig med tysk politik og økonomi.

Selvom målingerne spår, at AfD bliver større end SPD i Brandenburg, kan socialdemokraterne stadig glæde sig over én ting:

Det socialdemokratiske parti SPD's spidskandidat og nuværende ministerpræsident, Dietmar Woidke, møder Brandenburgs vælgere til en høstfest. Woidke har være ministerpræsident siden 2013. Foto: Frank Hammerschmidt/Ritzau Scanpix

55 procent af vælgerne vil nemlig foretrække at beholde den nuværende SPD-ministerpræsident, Dietmar Woidke, der har siddet på posten siden 2013. Det skriver ZDF.

Den tredje mulige valgsejr til AfD på blot en måned tegner et billedet af et splittet land, vurderer Poul Fritz Kjær.

- Det er svært at forestille sig, at øst-vest-splittelsen forsvinder lige foreløbigt. Jeg tror, vi taler om flere årtier, siger han.

En forskel i mentaliteten blandt øst- og vesttyske vælgere viser sig, når man ser på kandidaterne, tilføjer han.

- En kandidat som Hans-Christoph Berndt, som er blevet klassificeret som højreekstrem, ville 95 procent af vesttyskerne synes var uacceptabel.

Men det er anderledes i Østtyskland. Og det mener Kjær blandt andet skyldes, at man dér ikke har samme berøringsangst overfor nazismen.

- I DDR sagde man, at nazisterne også bare var kapitalister. Ligesom vesttyskerne. Fordi man var et kommunistisk land, behøvede man ikke at tage ansvar på samme måde, siger Poul Fritz Kjær.

Valgplakater i Brandenburg varsler søndagens valg. "Det er tid til at lave politik for vores folk" står der på AfD's plakat. På SPD's står der, "dem, der vil have Woidke, stemmer på SPD. Vores ministerpræsident". Foto: Clemens Bilan/Ritzau Scanpix

Omvendt peger han på den årelange vesttyske bearbejdning af nazismen i form af blandt andet en lang række retssager.

Samtidigt mener Poul Fritz Kjær, at man ikke bør tillægge AfD's succes for stor betydning. For Østtyskland udgør kun omkring 17 procent af hele Tyskland.

Ifølge Kjær er der stor forskel på AfD's vælgere.

En del af partiets vælgere udgøres af en ældre generation, der blev tabt på det kapitalistiske arbejdsmarked efter Tysklands genforening.

En anden del er en ny generation af unge, utilfredse tyskere.

Udover stigende utilfredshed med antallet af migranter, skaber også fraflytningen fra de mindre byer bekymringer.

AfD står generelt stærk i områder med stor fraflytning.

AfD's spidskandidat i delstaten Brandenburg, Hans-Christoph Berndt, møder en kampagneassistent. (Arkivfoto). Foto: Frank Hammerschmidt/Ritzau Scanpix

Ifølge Poul Fritz Kjær kan man se en tendens til, at især unge kvinder flytter væk for at studere. Det skaber utilfredshed blandt de tilbageblevne mænd.

/ritzau/

Valg i Brandenburg

* Delstaten Brandenburg går til valg søndag den 22. september.

* Den nuværende ministerpræsident i delstaten er Dietmar Woidke fra SPD. Han har siddet på posten siden 2013.

* Ifølge en undersøgelse fra ZDF vil 55 procent af vælgerne have Woidke som ministerpræsident igen.

* Den nuværende regering blev dannet ved valget den 1. september 2019 og er en koalition af SPD, CDU og De Grønne.

* I Brandenburg må man stemme fra 16-års alderen.

* Brandenburg ligger rundt om Berlin. Hovedstaden indgår dog ikke i delstaten Brandenburg, eftersom Berlin er sin egen bydelstat.

Kilder: ZDF, Brandenburgische Landeszentrale für politische Bildung.

/ritzau/

Delstatsvalg i Tyskland

* Tyskland er inddelt i 16 delstater eller forbundsstater.

* I de fleste delstater er der valg hvert femte år. Bremen er en undtagelse, hvor der er valg hvert fjerde år.

* Valgene foregår forskudt af hinanden og er spredt ud over hele året.

* Det næste valg finder sted i den østtyske delstat Brandenburg den 22. september 2024.

Kilder: Bundesrat, Bundeszentrale für politische Bildung.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu