Afdød skiløber blev gravet ud fra lavine i Hemsedal i Norge
Ulykke, der kostede mand livet, er sket i Hemsedal i Norge, hvor også et populært skisportssted ligger. (Arkivfoto). Foto: Halvard Alvik/Ritzau Scanpix
Der er lige nu ekstraordinær stor risiko for laviner i Norge. Røde Kors beder derfor skiløbere være varsomme.
Fredag er en mand omkommet i en lavine i Hemsedal i Norge. Yderligere to mænd var involveret i hændelsen, men kom ikke noget til.
Den tredje måtte graves ud af snemasserne, skriver den norske avis VG.
De tre personer er alle i 20'erne. Redningstjenesten blev alarmeret om ulykken klokken 14.25 af to af mændene.
- De ringer og fortæller, at de har stået på ski sammen og er blevet taget af et skred. Den ene havde gravet den anden ud, og den tredje var på det tidspunkt savnet, siger Espen Reite, der er operationsleder ifølge VG.
Herefter blev en stor redningsaktion iværksat. Lidt efter klokken 16 meldte politiet, at den tredje skiløber var fundet.
Personen blev gravet ud, og der blev udført førstehjælp. Herefter blev manden fløjet til hospitalet i byen Ullevål med helikopter.
Fredag aften har politiet oplyst, at manden omkom som følge af ulykken.
Der er lige nu ekstraordinær stor risiko for laviner i landet. Ifølge Norges Røde Kors er det sjældent, at der er så stor sneskredsfare i hele landet på samme tid, skriver nyhedsbureauet NTB.
Røde Kors beder derfor skiløbere være varsomme på grund af store mængder snefald.
- Vi beder alle, som skal på fjeldtur eller toptur i weekenden om at undgå skredterræn og udvise god følelse for fjeldet, siger Jannicke Høyem, der leder en gruppe for laviner i organisationen.
I alt er 107 personer de seneste 15 år omkommet i lavineulykker i Norge, skriver mediet NRK.
Derfor skal en ny app være med til at klæde skiløbere på til at kunne undgå farerne.
Marts måned er den værste måned for sneskred, viser statistik fra varslingstjenesten varsom.no fra det norske meteorologiske institut.
I marts 2023 mistede fem personer livet i tre forskellige sneskred på en dag i området Troms.
/ritzau/
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet