AfD's fremmarch i delstater kan blive et vendepunkt i tysk politik
En AfD-tilhænger ses her under en kampagnebegivenhed i Dresden, Sachsen. I Sachsen kæmper AfD kæmper med det kristendemokratiske parti CDU om at blive størst ved delstatsvalget søndag. Foto: Sebastian Kahnert/Ritzau Scanpix
På søndag finder to afgørende delstatsvalg sted i Tyskland, og meningsmålingerne peger på en stor fremgang til AfD. Det sætter de andre partier i en svær situation.
Tyskland holder vejret forud for tre afgørende delstatsvalg i den østlige del af landet i september.
To af dem afgøres søndag.
Ifølge de nyeste meningsmålinger står det højrenationale parti Alternative für Deutschland (AfD) til et rekordgodt valg.
Samtidig går bekymrede borgere på gaden og demonstrerer. På deres skilte står der "sammen mod fascisme" eller "i vores historiebøger er der ikke plads til gentagelser" - med henvisning til tiden under Hitler.
- Folk er meget nervøse i Tyskland lige nu. Befolkningen kigger mod øst og tænker, hvad kommer der til at ske?, siger Wulf Kansteiner, professor i europæisk samtidshistorie ved Aarhus Universitet.
Annonce
Målinger tyder på, at AfD bliver det parti med flest stemmer i de to delstater Brandenburg og Thüringen.
I en tredje delstat, Sachsen, AfD kæmper med det kristendemokratiske parti CDU om at blive størst.
Spidskandidaten for AfD i Thüringen, Björn Höcke, blev i juli 2024 for anden gang dømt for at fremsige første del af naziparolen "alt for Tyskland". Foto: Matthias Bein/Ritzau Scanpix
Valgene skydes i gang søndag 1. september i delstaterne Thüringen og Sachsen.
Tre uger senere, den 22. september, er der valg i delstaten Brandenburg.
AfD's lokalafdelinger i henholdsvis Thüringen og Sachsen er af den tyske efterretningstjeneste for indlandsanliggender blevet klassificeret som højreekstremistiske.
Partiet går blandt andet ind for masseudvisning af migranter, at Tyskland skal forlade EU, og at energipriserne skal sænkes.
- Vi står i en historisk situation, hvor AfD kan få rigtig meget politisk magt. Det kan blive til et vendepunkt i tysk politik, siger Wulf Kansteiner.
Spidskandidaten for AfD i Thüringen, Björn Höcke, går efter at blive ministerpræsident i delstaten og dermed også partiets første ministerpræsident.
Höcke blev i juli 2024 for anden gang dømt for at fremsige første del af naziparolen "alt for Tyskland".
AfD kan få meget politisk magt, spår professor forud for delstatsvalg søndag. Foto: Lisi Niesner/Reuters
Ifølge tyske valgforskere tyder målinger på, at ingen af partierne i de tre østlige delstater kommer til at kunne få et flertal i regeringen uden at samarbejde med enten AfD eller det nye parti Bündnis Sahra Wagenknecht (BSW). Det skriver Der Spiegel.
Annonce
Spørgsmålet er derfor, om de etablerede partier skal samarbejde med AfD.
Samtidig har CDU på føderalt plan sagt, at et samarbejde med det venstreorienterede BSW ikke ville være en mulighed.
Siden har partiet trukket i land og sagt, at det ikke udelukker et samarbejde med BSW på delstatsniveau.
Wulf Kansteiner mener ikke, at Tyskland behøver at frygte at miste grebet om demokratiet.
For Tyskland befinder sig ikke i en voldsom økonomisk krise. Desuden er der i Tyskland i dag ikke samme grad af frustrationer, som man så i tiden inden Anden Verdenskrig.
- Tyskland har i dag en helt anden tradition for demokrati, end der var dengang. Det er meget afgørende. Jeg tror ikke, at det tyske demokrati er i fare, siger Wulf Kansteiner.
Delstatsvalgene understreger en fortsat social og økonomisk splittelse mellem Øst- og Vesttyskland 35 år efter murens fald, vurderer han.
- De vestlige politiske partier har fejlet i at integrere den østtyske befolkning. Det havde krævet en mere aktiv integrationsproces efter murens fald, siger Wulf Kansteiner.
Retorikken mod indvandring i Tyskland skærpes også hos de øvrige partier. Senest i lyset af et knivangreb under en byfest i den vesttyske by Solingen for en uge siden.
Tre mennesker blev dræbt og otte blev såret. Den formodede gerningsmand er en 26-årig syrer, der skulle være blevet udvist sidste år.
Annonce
Forbundskansler Olaf Scholz talte ved mindehøjtideligheden om straf, om udvisninger og om at skærpe våbenloven.
- Min vrede er rettet mod islamisterne, som truer vores alles fredelige sameksistens, sagde han ifølge den tyske avis Bild.
/ritzau
Valg i tre delstater
* I september er der valg i tre tyske delstater, som tidligere var en del af Østtyskland.
* Thüringen og Sachsen holder valg søndag, mens borgere i Brandenburg skal til stemmeurnerne 22. september.
* De tre delstater var del af det tidligere kommunistiske Østtyskland, og AfD står til at blive størst i både Thüringen og Brandenburg, mens partiet ligger side om side med konservative CDU i Sachsen.
* Valgene i de tre delstater kan sende chokbølger igennem Tyskland og øge presset på de etablerede politiske partier, hvis AfD klarer sig godt som spået. Det kan sågar ændre det politiske landskab på tværs af landet, skriver dpa.
Vi stiller spørgsmål, tjekker svar og følger sagerne til dørs. Det kræver tid og dygtige journalister. Derfor koster det at læse med. Med F+ får du lokal journalistik tæt på livet på Lolland og Falster – og er med til at betale for den næste gode historie.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned