Afghanistan-exit skader sikkerheden: Oprørsangreb stiger
Sikkerheden i Afghanistan er igen hastigt nedadgående. Det viser en ny kvartalsrapport fra Afghanistan ngo Safety Office, ANSO, skriver Information.
På landsplan steg antallet af oprørsangreb i årets første tre måneder med hele 46 procent sammenlignet med samme periode sidste år, og for hjælpeorganisationernes vedkommende ser situationen endnu værre ud.
I årets første tre måneder blev Afghanistans ngo'er udsat for hele 63 procent flere angreb end sidste år.
Spørgsmålet om ngo'ernes sikkerhed er blevet aktuelt efter, at Information torsdag kunne berette om 29-årige Abdullah Behzad, der er blevet truet på livet af Taliban på grund af sit arbejde for DACAAR, Danmarks største hjælpeorganisation i Afghanistan.
Robin Waudo fra internationalt Røde Kors i Kabul bekræfter over for Information, at sikkerheden for hjælpeorganisationerne er blevet mærkbart ringere gennem den seneste tid.
- Det humanitære rum bliver stedse mindre, selv for en organisation som Røde Kors, der ellers plejer at have adgang til områder, hvor de fleste andre hjælpeorganisationer ikke kan operere, siger han.
Præcis hvor meget Røde Kors' adgang til Afghanistans 34 provinser er blevet indskrænket det seneste år, har Waudo ikke tal på.
- Der er efterhånden mange steder, vi ikke kan komme til at hjælpe befolkningen, men det ændrer sig fra uge til uge, hvilke områder det drejer sig om, siger han.
- I takt med tilbagetrækningen er der dukket stadig mange væbnede smågrupper op ude i de afsidesliggende områder. Det er grupper, som vi ikke kender, og som vi ikke har aftaler med på samme måde, som vi for eksempel har med Taliban.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned