Afghanistan i storoffensiv mod Taliban: 64 er dræbt

Afghanske sikkerhedsstyrker har indledt en række angreb på Taliban og dræbt mindst 64 medlemmer af den islamistiske bevægelse i løbet af de seneste 24 timer.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det afghanske indenrigsministerium oplyser, at aktionerne er sket i et samarbejde mellem politiet, hæren og de Nato-ledede koalitionsstyrker i landet.

Aktionerne mod Taliban er intensiveret over hele landet i et forsøg på at slå oprørsgruppen ned før præsidentvalget næste år.

Taliban udfører jævnligt angreb på myndighederne i Afghanistan.

En afghansk politiofficer blev søndag skudt og såret i den sydlige del af landet, bare to måneder efter at hendes forgænger blev dræbt.

- Løjtnant Negar på 34 år blev skudt her til morgen af to ukendte mænd, som kom kørende på en motorcykel. Hun blev skudt foran sit hus i Lashkar Gah, da hun var på vej til kontoret, siger Amar Zwak, der er talsmand for guvernøren i Helmand-provinsen.

Ingen har taget skylden for drabsforsøget på Negar, der efterfølgende blev bragt til hospitalet.

Den kvindelige løjtnant havde overtaget jobbet fra Islam Bibi i den kvindelige efterforskningsafdeling hos kriminalpolitiet i Helmand-provinsen.

Islam Bibi blev skudt og dræbt i juli ved en lignende episode, også i Lashkar Gah.

/ritzau/dpa