Afghanistan: Vi undersøger melding om talibanleders død
Flere medier melder den enøjede talibanleder Mullah Omar død, og landets regering efterforsker nu sagen.
Afghanistans regering efterforsker forlydender om, at Talibans enøjede leder, Mullah Mohammed Omar, er død.
Det oplyser en talsmand for præsidentens kontor.
Det sker efter rapporter i både afghanske og pakistanske medier tidligere på ugen om, at han skulle være død i 2013.
BBC skrev onsdag formiddag, at Mullah Omar var død. Det britiske medie angav højtstående - men anonyme - afghanske regeringsmedlemmer som kilde til historien.
Mullah Omar er ikke set siden 2001.
Den afghanske regering indkaldte onsdag til en pressekonference efter BBC-historien om Mullah Omar.
Det er ikke første gang, at den mediesky leder er meldt død.
Det blev han blandt andet i 2011, og dengang var kilden afghanske efterretningskilder. Taliban afviste meldingen som ren propaganda.
For to uger siden gav Mullah Omar i en sjælden kommentar sin støtte til forsøget på at sætte en fredsproces i gang mellem Taliban og landets regering.
Kommentaren fra Mullah Omar blev bragt på Talibans officielle side.
Taliban-lederen har levet skjult, siden USA i 2001 - som følge af angrebene 11. september i blandt andet New York - sendte store styrker til Afghanistan.
Det var Mullah Omars støtte til al-Qaeda-lederen Osama bin Laden, som fik USA til at gå i krig i Afghanistan for at styrte Taliban, der havde taget magten i det ustabile land fem år tidligere.
Der findes få billeder af den enøjede leder, der er blevet beskrevet som en fysisk stor mand, hvis nøjagtige fødselsdato er offentligheden ukendt.
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker