Afghanistans regering: Vi har generobret Kunduz
Efter flere dage med kampe har afghanske styrker angiveligt besejret Taliban i Kunduz.
Den afghanske by Kunduz er igen tilbage på den afghanske regerings hænder, efter at krigere fra Taliban mandag indtog byen.
Det meddeler en talsmand for Afghanistans indenrigsministerium på Twitter natten til torsdag dansk tid.
- Specialtrænede afghanske sikkerhedsstyrker kontrollerer nu Kunduz, der er blevet generobret og ryddet for terrorister. Store tab for fjenden, konstaterer talsmanden Sediq Sediqqi på det sociale medie.
Flere hundrede krigere fra den islamistiske Taliban-bevægelse stormede ved daggry mandag overraskende byen og hejste ifølge billeder på sociale medier sit hvide flag på centrale pladser i byen.
Det var første gang siden 2001, at Taliban indtog en større by i Afghanistan.
Kunduz er den femtestørste by i Afghanistan og centrum i en af landets rigeste provinser, der anses for at være strategisk vigtig.
Onsdag berettede nyhedsbureauet Reuters, at internationale specialstyrker i Afghanistan hjalp til med at bekæmpe oprørere i lufthavnen uden for Kunduz.
Det var første gang, at der var meldinger om kampe på landjorden mellem Taliban og udenlandske styrker i forbindelse med oprørernes indtagelse af Kunduz, der har omkring 300.000 indbyggere.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker