Chefen for Afghanistans centralbank har søgt tilflugt i USA, fordi han frygter for sit liv på grund af en korruptionsskandale i banken Kabulbank i hjemlandet.
Abdul Qadar Fitrat siger til amerikanske medier, at det ikke var muligt for ham at træde tilbage fra sin stilling, så længe han var i Afghanistan.
- Grunden til, at jeg ikke var i stand til at træde tilbage i Kabul, er, at mit liv virkelig var i fare, siger han.
Filtrat har sat navne på en lang række indflydelsesrige personer, som er anklaget for at have tjent penge på korruption, misligholdte lån og bedrageri i Kabulbank. Blandt disse er ministre, krigsherrer og slægtninge til præsident Hamid Karzai.
En talsmand for den afghanske præsident Hamid Karzai understreger tirsdag, at der på intet tidspunkt har været fare for Filtrats liv. Samme talsmand bekræfter, at centralbanks-lederen er flygtet til USA.
Den flygtede centralbankchef siger, at de afghanske myndigheder har undergravet centralbankens forsøg på at granske Kabulbank.
I Kabul siger myndighederne, at Fitrat stod på en liste over folk, der vil blive tiltalt i forbindelse med Kabulbank-sagen.
- Dette er ikke en tilbagetræden, dette er forræderi mod det afghanske folk og en meget uansvarlig handling, siger Waheed Omer, talsmand for Karzai.
USA bekræfter, at Fitrat er i landet.
- Vi ved, at han er i Washington, siger Victoria Nuland, talskvinde i udenrigsministeriet.
- Hvis der skal ske et skifte i ledelsen af den afghanske centralbank, så vil vi fortsat opfordre til, at regeringen tager alle nødvendige skridt for at reformere og styrke den finansielle sektor.
Skandalen i Kabulbank har ført til, at Den Internationale Valutafond (IMF) ikke vil give mere hjælp til landet, før sagen er opklaret og reformer bliver gennemført.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker