Afghansk toprådgiver siger op og erstattes med ambassadør
Afghanistans præsident, Ashraf Ghani (billedet), har lørdag accepteret en opsigelse fra sin nationale sikkerhedsrådgiver. Foto: Mohammad Ismail/arkiv/Reuters
Mohammad Ismail/arkiv/Reuters
Afghanistans nationale sikkerhedsrådgiver har sagt op. Han erstattes med landets ambassadør i USA.
Afghanistans præsident, Ashraf Ghani, har lørdag accepteret en opsigelse fra landets nationale sikkerhedsrådgiver, Mohammed Haneef Atmar, og erstattet ham med den afghanske ambassadør i USA, Hamdullah Mohib.
Det fremgår af en erklæring fra præsidentpaladset lørdag, skriver nyhedsbureauet AP.
Samtidig bekræfter præsident Ashraf Ghanis talsmand rokaden.
Hamdullah Mohib fungerer desuden som Afghanistans ambassadør i Mexico, Den Dominikanske Republik, Argentina og Colombia.
Qader Shah, talsmand for Mohammed Haneef Atmar, oplyser, at den nu tidligere sikkerhedsrådgiver vil give flere detaljer om sin opsigelse senere.
Atmar har tidligere fungeret som indenrigsminister under den tidligere præsident Hamid Karzai, ligesom han har været uddannelsesminister og udviklingsminister.
Også tre andre topfolk har indleveret deres opsigelse til præsidenten, som dog har afvist opsigelserne og bedt dem blive på deres poster.
Det drejer sig ifølge AP om forsvarsminister Tareq Shah Bahrami, indenrigsminister Wais Ahmad Barmak og Masoum Stanekzai, som sidder i spidsen for Afghanistans efterretningstjeneste.
I sidste uge erklærende præsident Ashraf Ghani tre måneders våbenhvile, som han bad Taliban gengælde. Våbenhvilen vil kun holde, hvis den militante bevægelse er med, sagde han.
På det seneste havde der været voldsomme kampe mellem Taliban og afghanske regeringsstyrker. Antallet af selvmordsangreb har været stigende i de seneste måneder.
Tidligere på måneden viste en opgørelse fra FN, at eksplosioner, selvmordsangreb og sammenstød har kostet over 1600 civile livet i årets første seks måneder. Det er det højeste antal i et årti.
Taliban har ikke reageret officielt på udspillet fra præsidenten.
Lørdag blev mindst to mennesker dræbt i et selvmordsangreb i den østlige by Jalalabad. Islamisk Stat (IS) har taget skylden for angrebet.
Seneste artikler
Uligheden bør på dagsordenen
Henstilling fra politiet hjalp ikke: Truede kvinde to gange
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker