Afghanske kvinder omgår Talibans fjendtlighed og bliver sygeplejersker
En afghansk kvinde er indlagt med sine fire måneder gamle tvillinger på et hospital i Helmand-provinsen i Afghanistan. Børnene lider af underernæring. Billedet er fra sommeren 2022. (Arkivfoto). Foto: Lillian Suwanrumpha/Ritzau Scanpix
Mens kvinder i Afghanistan er udelukket fra mange stillinger, vælger flere at blive sygeplejersker eller jordemødre for at få en hverdag uden for hjemmet.
Ritzau RitzauJulie Stine Stern Johansen/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Shabana Sediqian er uddannet økonom, og i ti år har hun undervist økonomistuderende på universitetet i den afghanske by Herat.
Men det gør hun ikke længere. Det arbejde fik Taliban sat en stopper for, da bevægelsen tog magten i Afghanistan i august 2021. Siden har Shabana Sediqian været hjemmegående husmor. Men hun keder sig.
Derfor har den 36-årige akademiker og mor til tre besluttet at gå ned ad en ny karrierevej: Hun vil være sygeplejerske. Og hun er ikke den eneste.
Afghanske kvinder, der før Talibans magtovertagelse arbejdede i andre sektorer, søger nu mod sygeplejerske- eller jordemoderfaget.
Under Taliban er kvinderne afskåret fra at varetage de fleste offentlige job i Afghanistan. De må deltage i undervisningen i grundskolen, men er udelukket fra at fortsætte på gymnasiet og universitetet.
Annonce
Taliban har desuden forbudt hjælpeorganisationer at ansætte afghanske kvinder.
Ifølge Shabana Sediqian er sygeplejefaget et af de eneste steder, man kan søge hen som kvinde, hvis man vil have en hverdag uden for hjemmets fire vægge.
- Dette er den eneste måde, hvorpå jeg kan hjælpe min familie økonomisk og hjælpe mig selv med at få et job og komme ud af hjemmet nogle få timer, siger hun til nyhedsbureauet Reuters.
Mens de afghanske kvinder er udelukket fra de fleste offentlige stillinger, må de gerne arbejde i sundhedsvæsnet.
Også 30-årige Nilab Azizi har besluttet at uddanne sig til sygeplejerske. Hun begynder en tre år lang uddannelse til september. Inden Taliban tog magten i Afghanistan, arbejdede hun for en international nødhjælpsorganisation.
- Jeg forsøgte i mere end et år at komme tilbage til arbejdet, men Taliban lukkede alle døre for kvinderne, siger Nilab Azizi til Reuters.
- At gå derhjemme uden at lave noget er som en langsom død.
Foruden Shabana Sediqian og Nilab Azizi har Reuters har talt med ti sygeplejersker og sygeplejerskestuderende, som enten selv har skiftet karriere, eller som har kolleger eller venner, der har.
Khaled Ferdous er leder af en privat institution i byen Mazar-i-Sharif, som uddanner sygeplejersker og jordemødre.
Sygeplejersker tager sig af patienterne på Wazir Akbar Khan-hospitalet i Afghanistans hovedstad, Kabul, to uger efter Talibans magtovertagelse i 2021. (Arkivfoto). Foto: Aamir Qureshi/Ritzau Scanpix
Han fortæller, at antallet af sygeplejerske- og jordemødrestuderende på uddannelsesinstitutionen er fordoblet siden sommeren 2021.
Annonce
Næsten 90 procent af de nye studerende kommer fra andre sektorer. Der er blandt andet tale om embedsmænd, lærere, journalister og tidligere studerende fra universiteterne.
Men mens flere kvinder er søgt mod sygeplejerskefaget de sidste to år, er der udsigt til, at rekrutteringsgrundlaget på sigt bliver tømt.
Det skyldes netop, at pigerne ikke må fortsætte på gymnasiet efter grundskolen, og de vil derfor i fremtiden mangle forudsætningerne for at kunne læse videre, påpeger flere organisationer.
Shabana Sediqian fortæller, at hun er vred over at være blevet frataget muligheden for at bruge den viden, hun har tilegnet sig som økonom.
Men hun håber, at hun i fremtiden kan bruge sine lederskabsevner fra universitetet, hvor hun foruden at undervise også var afdelingsleder, til at engagere andre sygeplejersker.
/ritzau/Reuters
Afghanistans pressede sundhedsvæsen
* Sundhedsvæsnet i Afghanistan har hårdt brug for uddannede sygeplejersker og jordemødre.
* Efter at Taliban tog magten i Afghanistan i august 2021, trak internationale hjælpeorganisationer sig ud af landet. Organisationerne spillede en central rolle i det afghanske sundhedsvæsen, som har været under voldsomt pres siden.
* Der er fortsat internationale donorer, som finansierer basale sundhedstjenester, men der er stadig hårdt brug for finansiering mange steder - især i landområderne.
* Mange ansatte i sundhedsvæsnet forlod Afghanistan i kølvandet på Talibans magtovertagelse.
* Afghanistan har en af verdens højeste dødsrater for spædbørn og gravide. Hver anden time dør en kvinde i Afghanistan som følge af komplikationer under graviditeten eller fødslen.
* Samtidig er antallet af afghanere, der har brug for behandling, steget de sidste to år. Det skyldes især udbredt under- og fejlernæring på grund af mangel på mad.
Seneste artikler
Nykøbing FC henter spiller i FC Midtjylland
Cyklist slap heldigt fra sammenstød med bil
Kastede genstand mod kørende lastbil: Forrude smadret
Borgmester vil hjælpe medarbejderne videre: - Det er bydende nødvendigt
Politiet fortsætter eftersøgningen af Maibritt
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Kraftig brand i villa
16-årig overfaldet med kniv ved skole
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik