Afghanske kvinder trodser Taliban-forbud med hemmelige fitnesscentre
Hvis afghanske kvinder i dag vil dyrke boksning, som de måtte, før Taliban kom til magten, må de gøre det i det skjulte for at undgå at blive straffet for det. (Arkivfoto). Foto: Rafiq Maqbool/Ritzau Scanpix
For nogle afghanske kvinder er det som terapi at gå i fitness. De må bare ikke for Taliban-styret og kan blive straffet for det. Derfor foregår det i kældre.
Ritzau RitzauJens Bjarke Holst/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
I en kælder i et privat hjem i den afghanske hovedstad, Kabul, er en gruppe kvinder i gang med at dyrke motion sammen.
Vinduerne til kælderen er mørklagte, der er ingen musik, og kvinderne er alle ankommet via en bagdør.
For de må i virkeligheden ikke gå til fitness ifølge det forbud, som Taliban-styret indførte sidste måned.
Det afholder dog ikke den 41-årige fitnessinstruktør Laila Ahmad fra at afholde timer med fysisk udfoldelse for kvinderne.
- Kvinder kan ikke længere selv tage på restaurant eller til kulturelle begivenheder. De må heller ikke gå alene i parken, så den her undergrundsfitness giver os en lille smule håb, siger hun.
Annonce
Kvinders rettigheder i Afghanistan er gradvis blevet indskrænket mere og mere, siden den islamiske bevægelse Taliban kom til magten i august 2021.
Det gælder om ikke at blive opdaget. Derfor tager fitnessinstruktøren ingen chancer, selv om kvinderne måske har været vant til høj musik til at akkompagnere den høje puls.
We strongly condemn the Taliban's latest ban on women's and girls' education. The Taliban cannot expect to be a legitimate member of the international community until it respects the human rights and fundamental freedoms of Afghan women and girls. pic.twitter.com/qspMExDPTI
- Det her er det eneste sted, hvor de kan føle sig i live.
- At komme i fitness er som terapi. Selv om vi ikke kan spille musik, så kan vi stadig danse. Nu gør vi det bare med høretelefoner på, siger Laila Ahmad.
Forbuddet mod at gå i fitness er i skarp kontrast til, hvad kvinderne var blevet vant til.
For et årti siden begyndte fitnesscentre med dyre maskiner, tv-skærme og høj musik at blive populære hos kvinder i de mere progressive byer.
De kunne gå til aerobics, motionsdansen zumba og endda boksning. Kvindernes selvtillid steg, og de fik et sted, hvor de kunne socialisere.
I nogle dele af Kabul kunne de ovenikøbet gå i fitness i leggings og en løs top uden at høre noget for det. Men sådan er det altså ikke længere.
Bare når de skal møde op til de hemmelige motionstimer hos Laila Ahmad, må de iføre sig hijab og gemme motionstøjet væk i tasker.
Da dette billede blev taget i efteråret 2020 i byen Kandahar, måtte kvinder i Afghanistan gerne gå i fitnesscentre. Et års tid senere kom Taliban til magten, og i november i år blev der nedlagt et decideret forbud mod kvinder i fitnesscentre. Foto: Elise Blanchard/Ritzau Scanpix
Mange af dem tør heller ikke fortælle, at de skal til fitness. I nogle familier vil det for eksempel blive set som spild af penge, på et tidspunkt hvor der er dyb økonomisk krise.
Annonce
Andre mener ligesom Taliban, at kvinder slet ikke bør gå i fitness og bære tætsiddende motionstøj, mens de hører popmusik. Det er en skadelig tendens fra Vesten, mener de.
I den vestlige by Herat står 27-årige Ramzia og slår på en boksepude i et hemmeligt fitnesscenter. Hun forestiller sig, at hun slår folk fra Taliban i ansigtet.
To gange om ugen møder hun op i kælderen, hvor der er vægte og motionsmaskiner til rådighed.
- Jeg bokser meget, fordi jeg føler mig sur og svag. Jeg håber, at jeg en dag vil være stærk nok til at slå dem i ansigtet for at fratage os vores rettigheder, siger hun.
Fitnesscentre for kvinder blev lukket, næsten lige da Taliban kom til magten på ny. Gruppen udstedte dog først et decideret forbud i november, hvor den samtidig advarede om straffe for dem, der ikke overholder det.
Det vides ikke, hvilke straffe der kan være i vente, men kvinderne er nervøse.
Kvinder strækker ud i et fitnesscenter i byen Kandahar, da det stadig var lovligt for dem at gå til fitness. De kvinder, der stadig gerne vil dyrke motion i et fitnesscenter, må i dag søge ind i hemmelige klubber i private hjem. (Arkivfoto). Foto: Elise Blanchard/Ritzau Scanpix
- Vi er bange nu. Jeg har ikke mistet nogen af mine kunder. De er stadig fast besluttede på at komme. Men vi kan selvfølgelig se frygten i hinandens øjne, siger Laila Ahmad.
/ritzau/Reuters
Talibans mange forbud for kvinder
* I sidste måned forbød Taliban-styret kvinder at gå i fitnesscentre og at komme i landets parker. Tidligere i december fik kvinder forbud mod at læse på universiteter.
* Det er de seneste indskrænkelser af kvinders rettigheder indført af Taliban, siden gruppen kom til magten i Afghanistan i august sidste år, efter at de internationale styrker havde forladt landet.
* Tidligere har Taliban også lukket for skolegang for piger fra 7. klasse og opefter, forbudt kvinder at varetage de fleste typer job og indført strenge regler for, hvilket tøj de skal bære.
* Talibans politikker for kvinder har mødt international fordømmelse. Taliban siger, at de respekterer kvinders rettigheder i overensstemmelse med deres fortolkning af islamisk lov.
Seneste artikler
Over en million pendlere kan få større fradrag fra juli
Tagarbejde endte i store skader på hus og nabohus
Tidligere byggematador Axel Juhl-Jørgensen er død - 94 år
Søger langs kysten efter 28-årig lollik: - Jeg oplever en stor tilslutning
Annonce: Lokale mænd i nye rutiner inden arbejdsdagen
Mest læste artikler
Birthe slog sig voldsomt - og hun er ikke alene: Nu reagerer Biltema
Blodet fossede ud efter fald ved Biltema: Så dukkede 'Pernille fra Væggerløse' op
Rækkehus i Stubbekøbing i brand
Fra drøm til virkelighed: Vejerboden åbner
Snart åbner lagersalg på Falster