Afgørelse i drabssag mod norsk milliardær kommer fredag
I 2020 blev Tom Hagen sigtet for drab på sin hustru, Anne-Elisabeth Hagen. Fredag ventes afgørelse om sagen.
Over fire år efter at den norske milliardær Tom Hagen blev anholdt og sigtet for drabet på sin hustru, vil rigsadvokaten i Norge fortælle, om der bliver rejst tiltale mod Hagen, eller om sigtelserne bliver droppet.
Det har rigsadvokaten oplyst til Aftenposten ifølge nyhedsbureauet NTB.
Afgørelsen bliver efter planen præsenteret fredag.
Det sker, omkring seks år efter at hustruen Anne-Elisabeth Hagen forsvandt fra sit hjem i forstaden Lørenskog uden for hovedstaden, Oslo.
Først havde politiet mistanke om, at kvinden var blevet bortført. Men siden udviklede sagen sig til en drabssag, hvor hendes mand blev sigtet 28. april 2020. Han blev varetægtsfængslet, men efter kort tid løsladt.
Tom Hagens advokat, Svein Holden, har sagt til mediet VG, at han er bekendt med, at der kommer en afgørelse fredag.
- Vi tager det til efterretning og vil kommentere afgørelsen, når den foreligger, siger han.
Anne-Elisabeth Hagens forsvinden blev kendt for offentligheden i begyndelsen af 2019. På det tidspunkt havde hun været væk i ti uger. I dag er hun fortsat ikke fundet.
Politiet holdt efterforskningen hemmelig i de første uger af frygt for, at det ville udgøre en trussel mod Anne-Elisabeth Hagens liv, hvis offentligheden fik viden om den formodede bortførelse.
Efter hun forsvandt, blev der fundet et brev i Hagen-parrets hjem, hvor der blev fremsat alvorlige trusler og et krav om et millionbeløb i løsepenge.
Politiet kom dog ingen vegne, da det forsøgte at finde frem til bortførerne og Anne-Elisabeth Hagen.
Tre andre mænd er ifølge NTB sigtet i sagen. Både de og Hagen nægter sig skyldige.
/ritzau/
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker