Afpresning lå til grund for trussel mod tysk julemarked
Fredag blev julemarkedet i Potsdam evakueret efter fundet af den mystiske pakke. Tysk politi siger, at der lå et afpresningsbrev ved den mistænkelige genstand, der blev fundet ved julemarkedet. Foto: /ritzau/AP/Markus Schreiber
/ritzau/AP/Markus Schreiber
Mistænkelig pakke var knyttet til et afpresningsforsøg vendt mod transportfirmaet DHL, siger tysk minister.
Tysk politi siger, at der lå et afpresningsbrev ved den mistænkelige genstand, der fredag blev fundet ved julemarkedet i Potsdam tæt ved Berlin.
- Den mistænkelige pakke er knyttet til et afpresningsforsøg vendt mod transportfirmaet DHL, siger indenrigsministeren i delstaten Brandenburg, Karl-Heinz Schröter, søndag.
Han siger, at afpresseren havde forlangt en millionsum af det verdensomspændende netværk.
En lignende pakke blev for nylig fundet af et onlinefirma i Frankfurt an der Oder i det østlige Tyskland.
Tysk politi erklærede lørdag, at det var "usandsynligt", at det var julemarkedet i Potsdam, som var mål for den mistænkelige genstand.
Fredag blev julemarkedet i Potsdam evakueret efter fundet af pakken.
Evakueringen skete, så politiet kunne undersøge pakken, der var afleveret til et apotek ved julemarkedet. Her blev pakken åbnet af en medarbejder. Han kontaktede politiet, da han fandt ledninger og elektronik i den.
Specialpoliti blev tilkaldt, og pakken blev undersøgt. Den viste sig at indeholde søm, et uidentificeret pulver, batterier og ledninger.
Selv om politiet i første omgang sagde, at der ikke var nogen tændsats, siger indenrigsministeren søndag, at undersøgelser har vist, at der var tale om en "særdeles farlig" anordning, der kunne have såret folk alvorligt.
Julemarkedet genåbnede lørdag under skærpede sikkerhedsforanstaltninger.
Tysk politi er i forhøjet beredskab omkring julemarkeder efter et angreb sidste år i Berlin. Her kørte en tunesisk mand en lastbil ind i en menneskemængde. 12 mennesker blev dræbt, deriblandt den polske chauffør, hvis lastbil blev brugt til angrebet.
Der er over 2600 julemarkeder i Tyskland i december, og sidste år var de oplagte mål for angreb. I år er sikkerheden omkring julemarkederne øget betragteligt.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker