Afpresser grebet på fersk gerning

En pengeafpresser er blevet anholdt i den sydtyske by Wörth minutter efter at han hentede 50.000 euro, godt 370.000 kr., han havde truet sig til. Det oplyser tysk politi.

Den 22-årige mand havde truet med at gennemføre et bombeattentat mod en maskinhandel i München, oplyser politiet.

Han havde ringet til virksomheden i december og efterfølgende gentaget sin trussel i et brev, hvor han krævede, at de 50.000 euro blev afleveret på et aftalt sted i Wörth.

Pengeafpresseren blev standset i sin minibus efter at have hentet affaldsposen, der indeholdt pengene.

Manden, en cykelsmed, har indrømmet, at det er ham, der stod bag pengeafpresningen.

/ritzau/dpa

Cykelsmed forsøgte at presse mindre formue ud af en tysk maskinhandel. Det fik han ikke meget ud af.

Offentliggjort Sidst opdateret