Afrikansk oprørsleder udnævner sig selv til præsident
Den Centralafrikanske Republik har fået ny præsident.
I hvert fald hvis det står til lederen af oprørerne, Michel Djotodia, der mandag har erklæret sig selv som landets nye leder.
Det sker, efter at oprørerne i weekenden indtog hovedstaden Bangui, hvor landets reelle præsident, François Bozize, er flygtet fra.
Bozize kom selv til magten ved et kup i 2003. Han er ikke blevet set, siden han vendte hjem fra et kort besøg i Sydafrika fredag.
Djotodia er leder af Seleka-koalitionen, der er en paraplyorganisation for forskellige oprørsgrupper. Koalitionen skønnes at tælle mellem 1000 og 2000 militsfolk.
Ifølge den franske radiostation RFI vil Djotodia senere mandag tale til nationen, hvor han vil love demokratiske valg inden for de næste tre år.
Selvudnævnelsen kommer, efter at en to måneder gammel fredsaftale er kollapset i landet. Oprørerne mener, at den siddende præsident havde svigtet et løfte om at integrere oprørssoldaterne i den regulære hær.
Tidligere har Seleka-oprørerne krævet præsidentens afgang, og at han retsforfølges for krigsforbrydelser ved Den Internationale Straffedomstol i Haag.
Den Centralafrikanske Republik er trods store forekomster af guld, diamanter og uran en af de mindst udviklede stater i Afrika.
Søndag sendte Frankrig 350 soldater til den tidligere koloni, og franskmændene har opfordret til at få hasteindkaldt FN's Sikkerhedsråd for at reagere på situationen i det uroplagede land.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker