Afrikansk Union: Valg i Zimbabwe er frit og troværdigt
Zimbabwes præsident- og parlamentsvalg er troværdigt og fair.
Så utvetydig lyder konklusionen fra lederen af Den Afrikanske Unions valgobservatørkorps fredag.
Erklæringen kommer på trods af, at korpset også har bemærket flere fejl under valget, for eksempel med nogle af stemmesedler, og problemer med folk, der er blevet afvist ved valgstederne, skriver nyhedsbureauet dpa.
Problemerne har dog ikke forhindret folkets vilje i at blive udtrykt, lyder det. Og derfor betegnes valget som fair.
- Dette valg er frit og troværdigt, siger den tidligere nigerianske præsident Olusegun Obasanjo, der er leder af unionens valgobservatørkorps.
- Der er episoder, der kunne have været undgået, men alt i alt mener vi ikke, at disse hændelser vil føre til, at resultaterne ikke afspejler folkets vilje, siger han.
Andre afrikanske valgobservatører siger, at valget var frit, men venter med at konkludere, om det var retfærdigt.
- Vi har sagt, at valget var frit, virkelig frit. Vi har ikke sagt, at det var retfærdigt, simpelthen fordi spørgsmålet om retfærdighed er omfattende.
- Vi har ikke nået en konklusion endnu, siger Bernard Membe fra Southern African Development Community (SADC).
Men organisationen beder alligevel alle partier om at acceptere resultatet, når det bliver offentliggjort.
- I et demokrati stemmer vi ikke bare, vi fører ikke bare kampagne, men vi accepterer de hårde fakta, siger Membe.
Det endelige resultat af optællingen af onsdagens valgs stemmesedler ventes først at foreligge på mandag. Men flere gange har den 89-årige præsident Robert Mugabes parti, Zanu-PF, annonceret ham som valgets store vinder.
Den påstand er dog blevet pure afvist af Mugabes rival, den 61-årige oppositionsleder Morgan Tsvangirai og hans Bevægelse for Demokratisk Forandring, der for tredje gang forsøger at vælte den erfarne præsident af pinden.
Tsvangirai kalder valget for "en kæmpe farce" og siger, at falske meningsmålinger kan kaste det uroplagede sydafrikanske land ud i en krise.
Netop for at undgå valgsvindel, som tidligere valg i landet har været præget af, var der indkaldt 14.000 valgobservatører fra udlandet til at følge valget.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned