Afsat præsident forlader ambassade

Den afsatte honduranske præsident Manuel Zelaya har forladt den brasilianske ambassade i Honduras hovedstad Tegucigalpa. Det er sket efter at han har accepteret at rejse til Den Dominikanske Republik.

Efter at have forladt ambassaden blev han kørt til lufthavnen i Tegucicalpa, oplyser honduranske medier.

Zelaya har opholdt sig på den brasilianske ambassade siden september i forbindelse med sit forsøg på at blive genindsat i præsidentembedet.

Han forlod ambassaden i forlængelse af en aftale indgået med den nyvalgte præsident i Honduras, Porfirio Lobo.

Lobo og præsidenten i Den Dominikanske Republik, Leonel Fernández, har sammen fået Zelaya til at acceptere en aftale om, at han får frit lejde, hvis han forlader Honduras. Den dominikanske præsident har tilbudt Zelaya, hans familie og nære medarbejdere en privilegeret status i Den Dominikanske Republik.

Zelaya blev 28. juni 2009 styrtet af militæret og sat på et fly til Costa Rica. Det udløste en statskrise. Det internationale samfund godkendte ikke den ny honduranske regering, og Zelaya forsøgte at puste til ilden ved at forlange en folkeafstemning om en forfatningsændring.

I september vendte Zelaya tilbage til Honduras, hvor han indlogerede sig på den brasilianske ambassade og herfra forsøgte at få magten tilbage. Det mislykkedes.

Honduras midlertidige regering udstedte en arrestordre på Zelaya. Sigtelserne omfattede magtmisbrug og højforræderi. I oktober 2009 blev Lobo valgt som ny honduransk præsident. Han blev indsat i embedet onsdag.

/ritzau/Reuters

Manuel Zelaya forlader den brasilianske ambassade i Honduras hovedstad, hvor han har opholdt sig i fire måneder.

Offentliggjort Sidst opdateret