Agent: Rushdies lange vej mod bedring er begyndt
75-årige Salman Rushdie har i en årrække levet under politibeskyttelse og har haft flere dæknavne, blandt andet Joseph Anton. (Arkivfoto). Foto: Joel Saget/Ritzau Scanpix
Forfatter Salman Rushdie bruger ikke længere respirator og ekstra ilt. Han har sagt nogle få ord, siger søn.
Forfatteren Salman Rushdie, der blev indlagt fredag efter et knivangreb, er ikke længere tilkoblet en respirator.
Det bekræfter hans litterære agent, Andrew Wylie, over for nyhedsbureauet Reuters søndag.
- Han er ikke længere i respirator, så vejen mod at komme sig er begyndt, skriver han i en e-mail.
- Den vil blive lang; skaderne er alvorlige, men hans tilstand er på vej i den rigtige retning.
Også en af Rushdies sønner, Zafar Rushdie, bekræfter, at den verdenskendte forfatter siden lørdag ikke længere har haft brug for en respirator til at trække vejret.
- Vi er ekstremt lettede over, at han i går blev taget ud af respiratoren og ikke har brug for ekstra ilt, og at han var i stand til at sige nogle få ord, skriver Zafar Rushdie på Twitter.
- Selv om hans livsændrende sår er alvorlige, er hans sædvanlige livlige og trodsige humor intakt.
Sønnen tilføjer, at Rushdie fortsat er i kritisk tilstand og modtager lægebehandling.
Hverken han eller agenten kommer ikke med yderligere detaljer i e-mailen, som flere andre medier også har bragt.
Meldingen kommer i forlængelse af artikler natten til søndag dansk tid fra New York Times og det amerikanske nyhedsbureau AP, der beskrev en lignende udvikling - dog uden at agenten udtalte sig direkte. I den forbindelse lød det også, at Rushdie igen var begyndt at tale.
Den 75-årige Rushdie blev fredag angrebet under en forelæsning i staten New York. En 24-årig mand, Hadi Matar, mistænkes for overfaldet. Matar blev overmandet på den scene, hvor Rushdie skulle tale, og anholdt.
Lørdag oplyste den lokale anklagemyndighed i Chautauqua i New York, hvor angrebet skete, at Matar er sigtet for drabsforsøg og overfald. Matar har erklæret sig ikke skyldig i anklagerne.
Ifølge anklagerne blev Rushdie stukket cirka ti gange. Han blev med helikopter bragt til et hospital, hvor han gennemgik en flere timer lang operation. Derefter blev han lagt i respirator.
Det er endnu uklart, hvad motivet bag angrebet var.
Salman Rushdie har i årevis haft en fatwa hængende over hovedet efter udgivelsen af bogen "De Sataniske Vers", som mange muslimer fandt stødende og blasfemisk.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker