Aidsfondet: Hiv-kur til spædbarn ligner afgørende skridt

Amerikanske forskere har muligvis taget et afgørende skridt i arbejdet med at finde en kur mod hivvirus, der er forstadiet til den livstruende sygdom aids.

Offentliggjort Sidst opdateret

Forskere siger, at de for første gang har kureret et spædbarn, der var født med hiv.

Pigen, der nu er to et halvt år gammel, har ikke fået medicin mod virussen i omkring et år, og hun viser ingen tegn på sygdommen

- Den nye viden er en brik i den videre forskning, og det er utrolig glædeligt, siger direktør for Aidsfondet, Henriette Laursen.

Forskerne er nødt til at lave flere undersøgelser for at kunne fastslå, om behandlingen kan have samme effekt på andre børn. Men de foreløbige undersøgelser kan potentielt lede til en kur for børn, der kæmper med hivvirus.

- Virus har mistet evnen til at formere sig. Dens tilstedeværelse er begrænset til et så lavt niveau, at pigens egen krop kan holde sygdommen i skak, uden at der er brug for medicinsk behandling, siger Henriette Laursen.

Opdagelsen blev præsenteret på et konference i Atlanta, hvor også danske aidsforskere deltager.

- Opdagelsen er et bevis på, at børn muligvis kan blive kureret for hiv, siger forskningschef Deborah Persaus fra Johns Hopkins i Baltimore, Maryland.

I det aktuelle tilfælde havde den nyfødte pige ikke modtaget nogen speciel behandling andet end med almindeligt tilgængelige medikamenter, der bekæmper virus.

Forskellen er doseringen og timingen, idet babyen kom i behandling mindre end 30 timer efter fødslen.

Det er den form for aggressiv behandling, der efter al sandsynlighed udløste den funktionelle helbredelse, fortalte forskerne på konferencen.

- En omgående behandling af spædbørn kan, hvis den påbegyndes inden for få dage efter fødslen, hjælpe med at bekæmpe hivvirus, så man undgår en livslang behandling ved at forhindre virale skjulesteder i at danne sig, siger forskningschef Deborah Persaud.

Hun tilføjer, at det tilsyneladende er første gang, at det er lykkedes med et spædbarn. Babyen var smittet af sin hivpositive mor.

/ritzau/AFP