Air France får bøde: Tvang palæstinenser af fly
Den franske luftfartsgigant Air France må betale en bøde på 75.000 kroner for at have smidt en palæstinensisk kvinde af et fly til Tel Aviv i Israel, fordi hun ikke var jødisk.
Derudover må flyselskabet betale sagsomkostningerne og 22.000 kroner i erstatning til den 30-årige forurettede palæstinenser, afgjorde en fransk domstol torsdag.
Den palæstinensiske sygeplejestuderende skulle i april sidste år med flyet fra Frankrig til Israel for at tage del i kampagnen "Welcome to Palestine", hvor flere hundrede aktivister forsøgte at rejse til de palæstinensiske territorier via Israel.
I den forbindelse blev flere europæiske flyselskaber udsat for et massivt pres fra israelsk side for at få stoppet aktionen, og i alt blev omtrent 300 passagerer frataget deres billetter.
Den palæstinensiske studerende, som nu har fået medhold i sagen, blev beordret ud af flyet, lige før det lettede fra den sydøst-franske by Nice.
Kvinden blev først spurgt, om hun havde et israelsk pas, og da hun svarede nej, blev hun spurgt, om hun var jødisk.
Til det måtte hun også svare nej, og det fik øjeblikkeligt personalet til at eskortere hende ud af flyet.
Franske anklagere har støttet kvinden i sagen og argumenteret for, at der var tale om et tydeligt eksempel på diskrimination.
Air France forklarede imidlertid, at hendes navn var på en liste over uønskede personer, som selskabet havde fået af de israelske myndigheder.
Desuden var selskabet overbevist om, at hun ikke ville være blevet tilladt indrejse, hvis hun var nået frem.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned