Som en yo-yo svang de asiatiske og europæiske markeder onsdag formiddag tilbage i pæne store plusser.
Nikkei-indekset i Tokyo var ved børslukning steget med to procent efter i de tre foregående børsdage at have tabt 5,2 procent.
Fremgangen skete dagen efter, at Nikkei-indekset endte på sit laveste niveau siden april 2009.
I Seoul gik Kospi-indekset onsdag i plus med hele 3,8 procent, hvilket er den største fremgang på en enkelt dag i to uger. Og i Taiwan lukkede Weighted Index med en fremgang på 2,2 procent.
På Hongkong-børsens Hang Seng-indeks handles der stadig, og her er aktierne steget med 1,4 procent. I Shanghai er kompositindekset gået op med 1,3 procent, mens Sensex i Mumbai kan notere en beskeden stigning på 0,8 procent.
I Australien steg aktiekurserne med mere end 2,6 procent.
Trods positive tendenser på de ledende børser i Asien og Australien, så frygter mange aktører på markedet, at aktiefesten - efter tre dage med tab - bliver kortvarig.
Opturen skyldes først og fremmest en svækkelse af valutaen yen, som blev en realitet, da Schweiz greb ind for at hindre, at schweizerfrancen blev for stærk. En svækket yen er god for eksporten.
Ved børsernes åbning i Europa skød kurserne også i vejret. Det tyske Dax-indeks stiger med 2,6 procent efter et fald med 6 procent de foregående dage.
I Frankrig er der fremgang med 2,45 procent, mens der i Italien er en stigning på mere end tre procent.
Blandt de faktorer, der kan spille positivt ind, er anonyme oplysninger fra regeringskredse i USA, at præsident Barack Obama torsdag vil annoncere en hjælpepakke på 1600 milliarder kroner til at skabe ny beskæftigelse.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned