Aktivister: Blodbad i syriske landsbyer

Mens granaterne i løbet af tirsdagen regnede ned over den hårdt ramte oprørsby Homs, mistede mindst 33 landsbyboere livet i Idlib-provinsen efter adskillige angreb fra Assad-regimets sikkerhedsstyrker.

Informationerne stammer fra oppositionsgruppen Syrian Observatory for Human Rights, der har kontor i London. Tallene kan ikke bekræftes fra uafhængige kilder.

- Hæren stormede landsbyen Abdita og jagtede folk i Iblin og Balshoon. De dræbte 33 mennesker, lyder det fra menneskerettighedsaktivisterne.

- Alle er civile, tilføjes det.

Samtidigt forlyder det, at syriske regeringsstyrker i løbet af tirsdagen har dræbt mindst 47 mennesker under et voldsomt bombardement af oprørsbyen Homs.

Det oplyser aktivister i byen, som kalder dagens angreb for det mest voldsomme siden starten af februar.

Det massive bombardement er rettet mod de dele af byen, hvor de oprørsstyrker, der har grebet til våben mod præsident Bashar al-Assads styre, befinder sig.

De seneste 11 måneders oprør mod Assad-regimet skønnes at have kostet flere end 6000 mennesker livet.

/ritzau/Reuters

Antallet af dræbte i Syrien bare vokser og vokser.

Offentliggjort Sidst opdateret