Aktivister kaster tomatsuppe på Van Gogh-maleri
Fredag hældte to aktivister fra gruppen "Just Stop Oil" tomatsuppe ud over et verdenskendt Van Gogh-maleri i London og limede deres hænder fast til muren. Billedet led dog ingen skade. Foto: Handout/Ritzau Scanpix
Aktivister i London har i protest mod olieindustrien hældt tomatsuppe ud over et Van Gogh-maleri fredag.
Aktivister har fredag kastet tomatsuppe på van Gogh-maleriet "Solsikker" på det berømte kunstmuseum National Gallery i London. Det skriver flere medier, herunder The Independent og Guardian.
To unge kvinder fra gruppen "Just Stop Oil" stod bag aktionen. Gruppen har i flere dage protesteret mod olieindustrien i London.
Efter at have kastet Heinz-tomatsuppe ud over maleriet, limede kvinderne hver især deres venstre hånd fast til museets væg.
- Hvad er mest værdifuldt, kunsten eller livet? Er det mere værd end mad? Mere end retfærdighed? råbte aktivisterne, Phoebe Plummer på 21 år og Anna Holland på 20, ifølge The Independent.
Just Stop Oil kræver, at regeringen stopper alle nye olie- og gastilladelser.
Billedet led dog ingen overlast.
Oliemaleriet af Vincent van Gogh har en anslået værdi på over 600 millioner kroner, og da det er et af museets mest værdifulde værker, er det beskyttet af en glasfront.
- Rammen har lidt mindre skade, men maleriet er uskadt, skriver kunstmuseet i en pressemeddelelse.
Politiet ankom hurtigt til stedet og anholdt begge demonstranter for hærværk. Aktivisterne fra gruppen har proklameret, at de vil fortsætte aktionerne resten af oktober i London.
The Guardian talte efter aktionen med en talsperson fra Just Stop Oil, Alex De Koning, uden for kunstmuseet.
- Vi prøver ikke at skabe venskaber her. Vi prøver at skabe forandringer, og desværre er det sådan her, forandringer skabes, sagde han.
Den 9. oktober udspillede en lignende situation sig i Melbourne på Australiens nationale kunstmuseum, National Gallery of Victoria.
En 49-årig kvinde og en 59-årig mand limede hver deres hånd til det ekspressionistiske antikrigs-maleri "Massakren i Korea" fra 1951.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker