Al-Khawajas datter er blevet anholdt igen

Det skriver dansk-bahrainerens anden datter, Maryam al-Khawaja, på Twitter.

Zainab al-Khawaja blev også anholdt fredag, da hun først på aftenen forsøgte at besøge faren på det militærhospital, hvor han er indlagt. Hun blev dog allerede løsladt før midnat.

Datteren blev også for to uger siden anholdt, da hun ifølge advokaten demonstrerede foran indenrigsministeriet i Bahrains hovedstad, Manama, hvor hun råbte sin fars navn.

Khadija al-Moussawi, døtrenes mor og hustru til Abdulhadi al-Khawaja, har lørdag været i telefonisk kontakt med sin mand.

- Død er også en form for frihed, frihed for sjælen. Bed til, at jeg kommer fri, kroppen eller bare min sjæl, sagde Abdulhadi al-Khawaja i samtalen ifølge hustruen.

Dansk-bahraineren håber stadig på at komme levende ud i friheden.

- Mit mål er frihed, men jeg demonstrerer også mod dårlig behandling på hospitalet, og mod at jeg bliver holdt her mod min vilje, sagde den fængslede dansk-bahrainer ifølge Khadija al-Moussawi.

Den sultestrejkende Abdulhadi al-Khawaja, som er blandt de førende demokratiforkæmpere i Bahrain, er idømt livsvarigt fængsel for at stå bag omfattende protester mod landets regime sidste år.

Han stoppede allerede onsdag med at få væske intravenøst, men på daværende tidspunkt ville han stadig drikke vand. Det stoppede han med torsdag.

Danmark har tilbudt at tage al-Khawaja, men ifølge flere iagttagere er regeringen i Bahrain fanget i et dilemma.

På den ene side vil de ikke vise svaghed, men de ønsker heller ikke, at dansk-bahraineren skal dø og få status som martyr.

/ritzau/

Datteren af den sultestrejkende dansk-bahrainer Abdulhadi al-Khawaja er lørdag blevet anholdt, efter hun satte sig ned midt på en stor vej for at vise sin utilfredshed med landets behandling af faren.

Offentliggjort Sidst opdateret