Al-Qaeda lægger afstand til ekstremistgruppe i Syrien
Terrornetværket al-Qaeda har lagt afstand til den militante gruppe Den Islamiske Stat for Irak og Levanten (Isil), som udkæmper blodige slag med både Syriens regering og landets oprørere.
- Al-Qaeda erklærer, at det ikke er forbundet med Isil og ikke blev informeret om gruppens oprettelse ... Og vi acceptere den ikke, hedder det i en erklæring fra al-Qaedas leder, Ayman al-Zawahiri.
I erklæringen, som er offentliggjort på flere jihadist-hjemmesider, siger al-Qaeda-lederen, at han allerede i maj 2013 gav ordre til en opløsning af gruppen, hvorefter alle dens medlemmer skulle tage tilbage til Irak.
Han siger at en anden jihadist-gruppe, Al-Nusra Fronten, er al-Qaeda's officielle gren i det krigshærgede Syrien.
Jihadister var i begyndelsen af den syriske konflikt velkomne i oprørsbevægelsen, men rapporter om brutal undertrykkelse af både civile og rivaliserende oprørsgrupper har skabt udbredt modvilje mod dem.
Jihadisterne har gennemført offentlige henrettelser på byens centrale plads og skabt udbredt frygt hos de lokale, der afholder sig fra at protestere overhovedet.
- De begyndte med at henrette ledere af Den Frie Syriske Hær, som de ellers er allieret med i kampen mod regimet. De brændte kirker, ødelagde statuer i parkerne, og de plyndrede museerne. De sagde, at statuerne var imod islam, sagde civile i december i et område under jihadisternes kontrol.
De har givet kvinder ordre til at gå med niqab, der dækker hele ansigtet undtagen øjnene, ligesom de har forbudt musik, salg af cigaretter og vandpiber og gjort deltagelse i fredagsbønnen obligatorisk.
Om dagen er der kun nogle få forretninger, som holder åbent. De sælger kun de mest basale fødevarer. Når mørket falder på, ligger alle gader øde hen, fortæller de lokale i områderne under jihadisternes kontrol.
Over 1400 mennesker er blevet dræbt i kampe mellem oprørere og jihadister i Syrien.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker