Al-Qaeda udgør stadig en trussel ti år efter drab på bin Laden
Osama bin Laden fotograferet i Helmand-provinsen i Afghanistan den 24. december 1998. Denne dag mødtes han med en udvalgt gruppe journalister. Siden gik han helt under jorden for at undgå, at USA fandt frem til ham. Den 2. maj 2011 slap hans held op. Foto: Rahimullah Yousafzai/Ritzau Scanpix
Rahimullah Yousafzai/Ritzau Scanpix
Osama bin Laden har været død i ti år, men terrorbevægelsen al-Qaeda lever videre omend i en svækket udgave.
Ti år efter drabet på Osama bin Laden tegner al-Qaeda sig som en noget mindre terrorbevægelse, end den der angreb USA 11. september 2001.
Men den udgør stadig en trussel, mener eksperter.
Efter at amerikanske specialstyrker gennemførte operationen mod bin Laden i Pakistan den 2. maj 2011 og dræbte verdens mest eftersøgte terrorist, ændrede al-Qaeda sig markant.
Bin Laden blev afløst af den egyptiske jihadist Ayman al-Zawahiri, som er en langt mindre karismatisk leder.
Al-Zawahiri har også været nødsaget til at gå i skjul i løbet af årene, og hvis han stadig lever, gemmer han sig sandsynligvis i områderne langs den afghanske og pakistanske grænse.
Eksperter peger på, at al-Qaeda har ændret sig meget siden bin Ladens tid.
- Al-Qaeda udgør en skygge af, hvad den var engang, siger Barak Mendelsohn, der er terrorekspert ved Haverford College i den amerikanske delstat Pennsylvania.
- Al-Zawahiris største succes er, at han har holdt al-Qaeda i live, tilføjer han.
Mendelsohn mener, at al-Qaedas ledelse nu kan karakteriseres som et "udvalg af rådgivere", der samler og hjælper jihadister over hele verden - og at ledelsen ikke længere er et "samstemmigt beslutningscenter", som den var engang.
En ny rapport fra tænketanken Counter Extremism Project (CEP) beskriver, at al-Qaeda under al-Zawahiris ledelse er blevet mere og mere decentraliseret, og at magten ligger hos de lokale ledere rundtomkring.
USA har udlovet en dusør på 25 millioner dollar for al-Zawahiris hoved, og han står øverst på landets terrorliste.
Men analytikere siger også, at USA ikke er alt for bekymrede for al-Zawahiri, og at der bliver gjort en meget lille indsats for at finde ham.
USA's manglende interesse for jagten på den nye al-Qaeda-leder kan skyldes svækkelsen af bevægelsens betydning.
Den amerikanske bekymring de seneste år har således mest drejet sig om den rivaliserende bevægelse Islamisk Stat.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde