Al-Qaeda: Vi kender ikke til Marokko-bombe

Gerningsmændene til terrorbomben i Marrakesh i Marokko den 28. april skal ikke findes i terrorbevægelsen al-Qaedas rækker.

Det siger al-Qaeda i hvert fald.

17 mennesker blev dræbt af bomben, herunder otte franske turister. Attentatet blev begået på en populær café i turistbyen.

De marokkanske myndigheder har givet al-Qaedas organisation i Maghreb (AQIM) skylden for blodbadet, men AQIM afviser i en erklæring beskyldningen.

Maghreb er den arabiske betegnelse for den vestlige del af Nordafrika.

- Vi benægter enhver forbindelse til eksplosionen, og vi erklærer, at vi ikke på nogen måde er involveret i denne operation, siger al-Qaeda i en erklæring, som viderebringes af Nouakchott Nyhedsbureau (ANI) i Mauretanien.

Torsdag meddelte Marokkos indenrigsministerium, at myndighederne har anholdt tre marokkanere i forbindelse med attentatet. Den hovedmistænkte udviser ifølge ministeriet "loyalitet" over for al-Qaeda.

En officiel marokkansk kilde har sagt til nyhedsbureauet Reuters, at den mistænkte gerningsmand tilsyneladende var en mand, der havde forklædt sig som en hippie med en guitar og to tasker.

Han gik ind på caféen og bestilte et glas juice. Da han havde tømt glasset, forlod han caféen, men lod taskerne blive.

Taskerne indeholdt bomber, som han kort efter udløste via en mobiltelefon.

/ritzau/AFP

Terrorbevægelsen al-Qaeda benægter, at den stod bag det blodige attentat i Marrakesh i april.

Offentliggjort Sidst opdateret