Al-Qaedas nummer to er dræbt i Pakistan

Atiyah abd al-Rahman, som er næstkommanderende i terrornetværket al-Qaeda, blev mandag dræbt i Pakistan, siger en højtstående amerikansk embedsmand.

Den eftersøgte islamist blev dræbt i Pakistans lovløse klanområde Waziristan nær grænsen til Afghanistan, oplyser embedsmanden.

Han vil dog ikke sige, hvordan al-Qaeda-lederen døde, men der er rapporter om et amerikansk angreb med et førerløst fly i området samme dag.

Al-Rahman var ifølge tv-stationen BBC nummer to på USA's liste over de mest eftersøgte militante islamister i Afghanistan og Pakistan.

Ifølge den unavngivne embedsmand er det derfor et stort slag for al-Qaeda, at en af netværkets topledere nu er død.

- Hans død er et enormt tab for al-Qaeda, da Ayman al-Zawahri var stærkt afhængig af hans hjælp til at lede og styre organisationen - især efter bin Ladens død, siger embedsmanden.

Egypteren Zawahri erstattede Osama bin Laden som frontfigur i al-Qaeda, efter at terrorlederen blev dræbt af amerikanske specialstyrker i Pakistan 2. maj i år.

- Materiale fra bin Ladens bolig viser tydeligt, at Atiyah var dybt involveret i ledelsen af al-Qaedas operationer. Han havde et stort ansvar i organisationen og vil blive meget svær at erstatte, lyder meldingen fra USA.

Atiyah abd al-Rahman var oprindeligt libyer og kom til Afghanistan i 1980'erne. Han blev siden en af al-Qaedas sprængstofeksperter og menes at have været bindeled mellem al-Qaeda og militante islamister i Mellemøsten og Nordafrika.

Al-Rahman fik angiveligt indrulleret den algeriske terrororganisation GSPC i netværket, hvor den nu optræder under navnet al-Qaeda i Det Islamiske Maghreb.

/ritzau/Reuters

Et højtstående medlem af terrornetværket al-Qaeda er dræbt i Pakistan, oplyser de amerikanske myndigheder.

Offentliggjort Sidst opdateret