Al-Qaedas telefonmøde fik alarmen til at lyde i USA
Det var en telefonkonference mellem al-Qaedas leder Ayman al-Zawahiri og hans operatører i den muslimske verden, som fik USA til at lukke sine ambassader i Mellemøsten.
Det rapporterer den amerikanske online-avis Daily Beast.
Avisen citerer kilder i efterretningstjenesten for oplysningerne.
De siger, at flere end 20 operatører inden for al-Qaeda tog del i telefonmødet.
Under samtalen skal Zawahiri ifølge kilderne have udpeget Nasser al-Wuhayshi, der er leder af al-Qaeda i Yemen, som den operative leder for terrornetværkets grupperinger i den muslimske verden.
- Dette var som et møde i dommedagslegionen, siger en efterretningsofficer til Daily Beast.
Andre deltagere i telefonmødet var repræsentanter for Nigerias Boko Haram, Pakistans Taliban, al-Qaeda i Irak, al-Qaeda i Nordafrika og andre mere eller mindre ukendte grupperinger.
Blandt dem al-Qaeda på Sinai-halvøen, hedder det.
USA tog den usædvanlige beslutning søndag at lukke 25 ambassader og konsulater i den muslimske verden, og for 19 af dem er er genåbningen udsat i en uge.
Det skete som svar på, hvad der ifølge den amerikanske regering var troværdige oplysninger om et nært forestående terrorangreb fra al-Qaedas side.
Tidligere har medier fortalt, at USA var blevet advaret ved at opsnappe en samtale mellem Zawahiri og al-Wuhayshi.
Daily Beast skriver, at lederne i al-Qaeda under deres telefonmøde i vage vendinger diskuterede en plan om et snarligt angreb, og de bekræftede, at grupper allerede var klar til at gå i aktion.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned