Alarm i London-lufthavn afblæst efter mistanke om udslip
En politimand uden for London City Airport, der fredag måtte evakueres på grund af mistanke om kemikalieudslip. Foto: AP/Victoria Jones
AP/Victoria Jones
26 personer fik lægebehandling og to blev indlagt, efter at de fik det dårligt i London City Airport.
En af Londons lufthavne - London City Airport - blev fredag evakueret på grund af en mistanke om et kemikalieudslip.
Ifølge Londons brandvæsen måtte omkring 500 personer forlade lufthavnen, efter at nogle passagerer fik det dårligt.
Paramedicinere har behandlet 26 patienter på stedet, og brandvæsnet har sendt udstyr, der bruges ved kemiske udslip. På Twitter har Londons ambulancetjeneste oplyst, at to personer er indlagt.
Men efter to gennemsøgninger af lufthavnsbygningen og målinger af lufthavnen erklærer brandvæsnet ud på aftenen lufthavnen sikker.
Ved halv nitiden er lufthavnen ifølge nyhedsbureauet Reuters genåbnet, men der forventes stadig forsinkelser og uregelmæssige flyvninger.
Der er ikke målt forhøjede niveauer af kemikalier ved London City-lufthavnen, oplyser Londons brandvæsen.
- To fuldstændige gennemsøgninger af lufthavnen blev udført af brandmænd og politifolk iført beskyttelsesudstyr, lyder det ifølge Reuters i en meddelelse.
- Der blev ikke målt forhøjede niveauer, og bygningen blev luftet igennem, gennemsøgt og erklæret sikker.
Det er ikke klart, hvad der fik de pågældende passagerer til at få det dårligt, men BBC skrev, at der var mistanke om "en kemisk hændelse".
En talsmand for lufthavnen oplyser til BBC, at den blev evakueret, efter at en brandalarm gik i gang omkring klokken 18 dansk tid.
35-årige Chris Daly fortæller til BBC, at han netop var landet med et fly fra Glasgow, da han hørte brandalarmen. Passagererne i bagageudleveringen fik besked på at forlade bygningen.
- Jeg kan se nogle fly, der cirkler rundt, men ingen andre fly er landet. Vi har ikke rigtigt fået noget at vide. Vi så nogle brandfolk gå ind i bygningen for at undersøge den nærmere, sagde Daly ud på aftenen til BBC fra landingsbanen, hvor han opholdt sig.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde