Undtagelsestilstanden i Algeriet, som har varet i 19 år, vil blive ophævet i løbet af et par dage, siger landets udenrigsminister, Mourad Medelci.
- Det betyder, at Algeriet vil vende tilbage til en retstilstand, der tillader fuldstændig ytringsfrihed inden for lovens rammer, siger Medelci.
- I de kommende dage vil vi tale om undtagelsestilstanden, som om den var en del af fortiden, tilføjer han.
Beslutningen kommer i kølvandet på massive protester i Egypten og Tunesien, som myndighederne i Algeriet vil gøre alt for at undgå.
Algeriets præsident, Abdelaziz Bouteflika, sagde allerede tidligere på måneden, at undtagelsestilstanden ville blive ophævet i nærmeste fremtid.
I weekenden gik flere hundrede demonstranter på gaden i hovedstaden, Algier, mens oppositionsgrupper meddelte, at de vil protestere hver weekend, indtil regeringen bliver skiftet ud.
Udenrigsminister Mourad Medelci tror ikke, at regeringen risikerer at blive væltet som i nabolandet Tunesien. Men han antyder, at det algeriske styre er villig til at gøre indrømmelser.
- Det er præsidentens beslutning, hvis der skal ske ændringer i regeringen. Han vil vurdere muligheden, som han har gjort før, og foretage justeringer, som han tidligere har gjort, lyder meldingen fra Medelci.
De seneste ugers voldsomme protester i Tunesien og Egypten har ført til spekulationer om, hvilket arabisk land der bliver det næste i rækken.
Trods udbredte uroligheder i Algeriet er det imidlertid ikke sandsynligt, at det store nordafrikanske land vil følge trop, vurderer flere eksperter.
Heller ikke landets regering venter en gentagelse af begivenhederne i nabolandene.
- Algeriet er ikke Tunesien eller Egypten, understreger Mourad Medelci.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker