Algeriet har udkast til resolution på vej: Stop angreb i Rafah

Algeriet havde anmodet om et hastemøde i FN's Sikkerhedsråd efter israelsk angreb nær Rafah. Et nyt møde kan være på vej, hvor rådet kan skulle stemme om et nyt forslag til en resolution. (Arkivfoto). Foto: Eyad Baba/Ritzau Scanpix

Algeriets ambassadør i FN's Sikkerhedsråd siger, at landet vil komme med et udkast til en resolution om Rafah.

Offentliggjort Sidst opdateret

Algeriet vil i FN's Sikkerhedsråd fremlægge et udkast til en resolution, hvor der opfordres til, at "drabene" i Rafah i det sydlige Gaza stoppes.

Det sagde landets ambassadør tirsdag efter et møde i sikkerhedsrådet, skriver nyhedsbureauet AFP.

- Det vil være en kort tekst, en bestemt tekst, om at stoppe drabene i Rafah, siger Algeriets FN-ambassadør, Amar Bendama.

Tirsdagens møde var et hastemøde, som Algeriet havde anmodet om, hvilket fik støtte fra Slovenien.

Nyhedsbureauet dpa har set udkastet fra Algeriet og skriver, at det indeholder en opfordring til, at Israels militære offensiv i Gaza indstilles, og at det samtidig opfordrer til en overordnet våbenhvile i Gazastriben.

Udkastet opfordrer også Hamas til at løslade alle de gidsler, som den militante palæstinensiske bevægelse har i Gaza. De blev bortført i Israel 7. oktober sidste år.

Til dpa siger flere unavngivne diplomater, at nogle medlemmer af sikkerhedsrådet går efter, at der allerede skal stemmes om udkastet onsdag.

Algeriet anmodede om hastemødet i Sikkerhedsrådet, efter et israelsk angreb søndag ramte en teltlejr nær Rafah. Teltlejren er udpeget som et humanitært områder og husede palæstinensere, der er flygtet fra krigen.

Ifølge de palæstinensiske og Hamas-kontrollerede sundhedsmyndigheder mistede mindst 45 personer livet.

Israel har erkendt, at angrebet søndag ramte forkert.

Inden tirsdagens møde sagde Frankrigs ambassadør, Nicolas de Riviere, at det er på tide, at rådet handler.

- Dette er et spørgsmål om liv eller død. Det er en nødsituation, lød det ifølge AFP.

Kinas ambassadør sagde, at Kina håber på en afstemning om et forslag til en resolution i løbet af denne uge.

- Vi håber, det kan blive gjort hurtigst muligt, for at der kan blive handlet, for der er liv på spil, sagde landets ambassadør Fu Cong.

/ritzau/