Algeriets præsident fyrer kampagnechef efter protester
Algeriske demonstranter over for landets politi i forbindelse med fredagens massive demonstrationer mod regimet i Algeriet. Foto: -/Ritzau Scanpix
-/Ritzau Scanpix
183 personer kom til skade under fredagens store protester mod regimet i det nordafrikanske land Algeriet.
Algeriets præsident, Abdelaziz Bouteflika, ser ud til at have taget den foreløbige konsekvens af massive protester mod ham i hjemlandet.
Præsidenten har således fyret sin kampagnechef.
Det oplyser statslige medier, som i udbredt grad har ignoreret demonstrationerne mod 82-årige Bouteflika.
Titusinder demonstrerede fredag i Algeriets hovedstad, Algier, og andre byer i landet mod regimet. Nyhedsbureauerne AFP og Reuters meldte om store sammenstød med politiet.
Lørdag forlyder det, at 183 personer kom til skade under protesterne. En person døde af et hjerteanfald.
Demonstranterne er vrede over, at den aldrende og skrantende præsident går efter en femte periode som landets leder.
Bouteflika har allerede været præsident i 20 år.
Der er lørdag ikke givet nogen yderligere forklaring på, at Bouteflika har valgt at afskedige sin mangeårige kampagnechef, den tidligere algeriske premierminister Abdelmalek Sellal.
Sellal er blevet erstattet af transportminister Abdelghani Zaalene.
Demonstrationerne mod regimet begyndte for omkring en uge siden.
Bouteflika blev i 2013 ramt af et slagtilfælde. Han har siden kun vist sig få gange offentligt.
Da nyheden kom, at han søger genvalg, udløste det stor vrede hos mange borgere.
- Se på de unge i Algeriet. Alt, hvad de kræver, er en fuldgyldig præsident, som kan tale til folket, siger Hamdane Salim, en 45-årig offentligt ansat.
Mange borgere i Algeriet har i årevis holdt sig væk fra politiske protester.
De har frygtet Bouteflikas sikkerhedstjeneste og den skare af veteraner fra den algeriske uafhængighedskrig fra 1954 til 1962, der har sat sig tungt på samfundsapparatet i det nordafrikanske land.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned