Alle skader fra sabotage mod TGV-tog er udbedret
TGV-tog nær Chartres i Nordfrankrig. De franske statsbaner meddeler søndag, at alle reparationer af signalstationer og kabler, som blev ødelagt ved sabotageangreb kort før åbningen af OL fredag, er "gennemført og overstået". Foto: Jean-Francois Monier/Ritzau Scanpix
Der vil ikke være forsinkelser mandag morgen på det franske højhastighedstog, oplyser de franske statsbaner.
De franske statsbaner meddeler søndag, at alle reparationer af signalstationer og kabler, som blev ødelagt ved sabotageangreb kort før åbningen af OL fredag, er "gennemført og overstået".
- Der vil ikke være forsinkelser mandag morgen, hedder det.
Trafikken med de franske højhastighedstog, TGV, er praktisk talt normaliseret søndag, hvor tre ud af fire tog kører på den nordlige strækning fra Paris uden forsinkelser.
Syv ud af ti TGV-linjer kom i drift lørdag. Flere af dem med forsinkelser på en eller to timer ifølge oplysninger fra de franske statsbaner, SNCF.
Ildspåsættelser, som fandt sted før daggry fredag, første til beskadigelser af TGV-nettet på adskillige linjer: mellem Paris og Lille i nord, Bordeaux i vest og Strasbourg i øst.
Ingen gruppe eller personer har taget skylden for angrebene.
Ifølge SNCF var sabotageaktionerne mod togene "i stor skala". Frankrigs premierminister, Gabriel Attal, kalder angrebene "koordinerede sabotagehandlinger".
- Vores efterretningstjeneste og politi er sat ind for at finde frem til dem, der står bag, siger han.
Angrebene påvirkede måske 250.000 passager fredag, mens omkring 800.000 passagerer menes at være blevet forsinket hen over hele weekenden.
Fredag rådede SNCF passagerer til at udsætte deres rejser og undgå togstationer.
Sikkerhedsforanstaltningerne under OL i Paris er enorme. Ifølge avisen Le Monde var over 30.000 politifolk og 10.000 soldater samt yderligere sikkerhedsfolk indsat under åbningsceremonien fredag.
Formanden for Den Internationale Olympiske Komité, Thomas Bach, siger, at han har fuld tillid til de franske myndigheders håndering af situationen.
Det franske politi, landets efterretningstjeneste og antiterror-myndighed, SDAT, er sat ind i efterforskningen af angrebene. Sikkerhedskilder siger, at de første, men ikke underbyggede mistanker, blev rettet mod venstreorienterede militante eller miljøaktivister.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker